Der er mulighed for en anderledes byvandring i Farum Midtpunkt onsdag 23. september. Fra klokken 16-18 inviterer Furesø Museer til en tur, hvor man går på opdagelse i nogle af de mange foreninger, klubber og lokale initiativer, der skaber fællesskab i området.
Undervejs mødes man med de engagerede beboere, som åbner dørene og fortæller om det arbejde, de gør for børn og unge, seniorer og tyrkiske beboere. Her hører man også om, hvordan fællesskaberne i Farum Midtpunkt har forandret sig gennem tiden. En beboer, der boede her i 1970’erne og siden er flyttet tilbage, fortæller om forskellene på dengang og i dag.
Mødestedet er foran Farum Kulturhus ved indgangen til biografen Grafen klokken 16. Det er gratis at deltage, men man bedes tilmelde sig senest 22. september på bkl1@furesoe.dk.