Dommer afviser Tate-brødres anmodning om løsladelse fra fængsel

Andrew Tate og Tristan Tate blev 18. juli anholdt i Miami, efter at Storbritannien anmodede om at få dem udleveret. (Arkivfoto).

Andrew Tate og Tristan Tate blev 18. juli anholdt i Miami, efter at Storbritannien anmodede om at få dem udleveret. (Arkivfoto).

Foto: Julia Demaree Nikhinson/Reuters

Influenceren Andrew Tate og hans bror, Tristan Tate, har onsdag fået afslag på deres anmodning om at blive løsladt fra et fængsel i Miami i den amerikanske delstat Florida.

De vil derfor forblive fængslet, mens de modsætter sig udlevering til Storbritannien, hvor de er efterlyst i forbindelse med voldtægtsanklager.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er dommeren Lauren Louis i Miami, som har taget stilling til brødrenes anmodning. Hun ser en oplagt risiko for, at de vil flygte, hvis de sættes på fri fod.

Dommeren vurderer, at brødrenes formue og deres tidligere mønster med hyppige rejser til udlandet øger risikoen.

- Selv om brødrene måske i virkeligheden ikke råder over de ekstravagante værdier og aktiver, som de på internettet fremstiller sig selv som værende i besiddelse af, viser historikken, at de har en ekstraordinær evne til at flygte fra jurisdiktionen, skriver hun i afgørelsen.

Anmodningen om løsladelse mod kaution fra de berømte brødre kom 27. august under et flere timer langt retsmøde, skriver CNN.

I en udtalelse siger Andrew og Tristan Tates advokater, at de vil "fortsætte med at forsvare sig mod de anklager, de står overfor, og følge de relevante juridiske processer".

Den 39-årige Andrew Tate og den 28-årige Tristan Tate blev anholdt i Miami 18. juli.

Det skete, efter at Storbritannien havde anmodet om at få dem udleveret, så de kan stilles for retten for anklager om voldtægt, overfald og medvirken til menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse.

Tate-brødrene, der har både amerikansk og britisk statsborgerskab, har afvist anklagerne. De har opbygget en stor digital følgerskare ved at dele indhold, der handler om maskulinitet, rigdom og kvindelig underkastelse.

Andrew Tate har omtalt sig selv som misogyn. Misogyni betyder kvindehad.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...