Færdiggørelsen af de endelige erstatningssager for minkerhvervet bliver forsinket.
Det skyldes, at en statsstøttegodkendelse hos EU-Kommissionen ikke kan blive forlænget, når den udløber 1. april næste år.
Det oplyser By-, Land- og Transportministeriet i en orientering til Folketinget.
Derfor skal der prioriteres delafgørelser om erstatningsberettigelse, inden statsstøttegodkendelsen udløber.
- En afgørelse om erstatningsberettigelse er ikke tilsvarende en færdig afgørelse, men udgør en delafgørelse i sagsbehandlingen.
- Trafikstyrelsen prioriterer således at sikre, at alle får den nødvendige delafgørelse, inden statsstøttefristen udløber, hvilket vil medføre en senere færdiggørelse af de endelige erstatningssager, lyder det fra ministeriet.
Det er i Trafikstyrelsen, at Minksekretariatet, der behandler erstatningssagerne, sidder.
Trafikstyrelsen arbejder nu på et opdateret skøn for, hvornår alle virksomheder "forventes at have indgået et forlig eller modtaget en afgørelse om erstatning", fremgår det videre af orienteringen.
I starten af 2025 forventede Trafikstyrelsen, at de sidste erstatningssager ville blive afsluttet i 2027.
Det danske embedsværk har været i dialog med EU-Kommissionen om en forlængelse af statsstøttegodkendelsen, men det er altså blevet til et nej fra Bruxelles.
EU-Kommissionen har til gengæld "tilkendegivet", at den er "positivt stemt" over for den alternative model med delafgørelse om erstatningsberettigelse inden 1. april 2027.
I starten af 2026 kom det seneste skøn for, hvad de samlede udgifter til erstatning til minkerhverv, nedrivning af minkfarme og myndighedsopgaver forventes at blive.
Skønnet lå på 29,1 milliard kroner. I starten af 2024 var skønnet på 29,5 milliarder kroner.
I orienteringen oplyser ministeriet også, at der er blevet nedrevet 332 minkfarme ud af i alt cirka 1400. Den opgave forventes afsluttet i 2030.
Mink kom på manges læber under coronakrisen. I november 2020 meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at regeringen havde besluttet, at samtlige 15 millioner mink i Danmark skulle aflives. Det var på grund af frygten og risikoen for en muteret coronavirus.
Da en efterfølgende aftale om erstatning til minkbranchen blev indgået på Christiansborg i 2021, var forventningen, at den samlede regning ville blive mellem 15,6 og 18,8 milliarder kroner.
Det beløb blev efterfølgende højere og højere.
RITZAU