En 40-årig mand er onsdag ved Retten i Aarhus idømt otte års fængsel for dødsvold mod sin samlever.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Kvinden blev 24. juni 2025 fundet død i et rækkehus i Tranbjerg i det sydlige Aarhus.
Retsmedicinere konstaterede mindst 43 læsioner på kvinden.
Nicolaj Peder Damm Barane erkendte i retten at have slået og sparket kvinden og taget halsgreb på hende.
Men han afviste at have forvoldt kvindens død.
Manden forklarede i retten, at forholdet mellem ham og kvinden var blevet tiltagende dårligere de seneste måneder op til kvindens død.
De skændtes ofte, blandt andet om økonomi og oprydning i hjemmet, lød det fra manden.
Han berettede også om et stort forbrug af alkohol i hjemmet.
Når samleveren drak, blev hun ifølge den tiltalte "modbydelig" og begyndte at kalde ham "lortefar", "bøssepik" og "svans".
Han følte sig "trængt op i en krog" og reagerede med slag og spark.
Da skyldkendelsen tidligere på dagen blev læst op i retten, stod det klart, at dommere og nævninger fandt ham skyldig i omfattende vold med døden til følge.
- Retten har fundet det bevist, at tiltalte udsatte afdøde for voldshandlinger i væsentligt større omfang, end det tiltalte selv har forklaret, lød det ifølge Århus Stiftstidende fra retsformanden.
Specialanklager Birgitte Ernst, der førte sagen i retten, er tilfreds med, at manden blev dømt i overensstemmelse med den rejste tiltale.
- Når vi kan tælle 43 læsioner, flere blødninger og alvorlige skader på den forurettede, så har der været tale om grov vold under særdeles skærpende omstændigheder, siger hun i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Den dømte har ifølge Århus Stiftstidende udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen til landsretten.
RITZAU