Regeringen vil bruge flere midler for at hæve elevers faglighed

Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) taler med pressen efter et møde om de historisk dårlige Pisa-resultater for danske skolelever.

Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) taler med pressen efter et møde om de historisk dårlige Pisa-resultater for danske skolelever.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Regeringen og undervisningsminister Magnus Heunicke (S) er klar til at investere flere penge, så danske skoleelevers faglige niveau kan stige igen.

Det siger Magnus Heunicke efter et møde med en række aktører tirsdag aften.

- Det kræver flere midler. Og dem er vi fra regeringen klar til at investere, såvel som alle skal være klar til at gøre noget ekstraordinært her, siger han uden at uddybe det nærmere.

Mødet med aktørerne blev indkaldt, efter at den seneste Pisa-undersøgelse blev offentliggjort tirsdag morgen.

Undersøgelsen viser, at det faglige niveau blandt danske skoleelever endnu en gang er gået tilbage.

Særligt slemt står det til i forhold til de 15-årige elevers læsning, men også i matematik og naturfag går eleverne tilbage.

Med tilbagegangen får eleverne de laveste danske resultater i undersøgelsens historie. Den blev første gang lavet i 2000.

Magnus Heunicke fortæller, at mødedeltagerne er "enige om, at det her er et problem, vi er nødt til at stå sammen om".

- Tidligere tiders skyttegrave kan vi ikke bruge til noget som helst.

- Vi kommer til at arbejde tæt sammen, og alle er om bord. Det tror jeg, er et vigtigt signal at sende til skolelærere, forældre og elever. Vi er alle optaget af at finde en løsning.

Men der findes heller ikke et "quickfix", lyder det.

- Der findes ikke bare én kortsigtet ting.

- Men der er en række ting, som skal gøres. Det handler både om lovgivning og finansiering - konkrete investeringer i nogle af de ting, som vi ved virker. Alt det er vi i gang med at arbejde på, siger Magnus Heunicke.

Blandt deltagerne på mødet var Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening, Danske Skoleelever, KL, Skole & Forældre og pædagogernes fagforening, Bupl.

Fra Danmarks Lærerforening siger formand Gordon Ørskov Madsen, at der kom en garanti om, at "der kommer til at ske noget".

- Der kommer nogle løsninger, som vi skal finde i fællesskab.

- Regeringen er villig til at investere i folkeskolen. Det er investeringer, der skal helt ud i klasseværelserne og forbedre den daglige undervisning og faglighed i skolen, siger Gordon Ørskov Madsen.

Han forklarer, at danske skoleelever har ændret sig de seneste årtier på et spørgsmål om, hvad en årsag til de dårligere Pisa-resultater kan være.

- Det er nogle andre elever, vi har i skolen i dag, end det var for 25 år siden. De bliver meget nemt afledt og har sværere ved at koncentrere sig. Det kræver en anden undervisning, siger lærerformanden.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...