Danmark støtter fælleserklæring om handelsrestriktioner mod Israel

Den britiske udenrigsminister, Ed Miliband, som tirsdag deltog i et regeringsmøde i London, har udsendt en fælleserklæring fra 12 lande, herunder Danmark, som støtter handelsrestriktioner med israelske bosætteres varer.

Den britiske udenrigsminister, Ed Miliband, som tirsdag deltog i et regeringsmøde i London, har udsendt en fælleserklæring fra 12 lande, herunder Danmark, som støtter handelsrestriktioner med israelske bosætteres varer.

Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix

En gruppe på 12 vestlige lande, herunder Danmark, har tirsdag udsendt en erklæring, hvor de lægger pres på Israel.

Det fremgår, at de 12 lande støtter restriktioner på handel med varer fra israelske bosættere - et emne som har været diskuteret længe også i EU-regi.

Landene kræver desuden et omgående stop for yderligere bosættelser på Vestbredden.

Dog deler landene sig mellem nogle, som allerede har indført restriktioner, og andre, som overvejer at indføre restriktioner, eller blot støtter dem.

Danmark tilhører den sidste kategori og følger fortsat EU's linje. I EU er medlemslandene ikke enige om handelsrestriktioner.

Den danske regering vil presse på i Bruxelles, lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

- Israels bosættelsespolitik er ulovlig og underminerer tostatsløsning. E1-planerne er uacceptable. Danmark vil sammen med en række lande fortsat arbejde for konkrete EU-tiltag mod handel med bosættelsesvarer, siger Lars Løkke Rasmussen (M) på Udenrigsministeriets X-profil.

Med E1-planerne henviser ministeren til den israelske regerings plan om i strid med folkeretten at opføre omkring 3400 boliger i området E1 på Vestbredden. Området på 12 kvadratkilometer ligger helt op til Østjerusalem.

EU har tidligere fordømt disse planer.

De 12 lande bag fælleserklæringen, som ligger på den britiske regerings hjemmeside, mener, at Israels politik på Vestbredden, hvor bosættelserne er vokset med stor hast de seneste år, underminerer en tostatsløsning.

- Vi er fast besluttede: Tostatsløsningen skal beskyttes, og vi vil aktivt arbejde for en retfærdig og varig fred, som har rod i principperne i New York-erklæringen, som blev vedtaget for et år siden, skriver landene.

New York-erklæringen fra 2025 var en køreplan for fred mellem Israel og palæstinenserne, hvori man krævede omgående våbenhvile i Gaza, frigivelse af gidsler og oprettelsen af en suveræn palæstinensisk stat.

De 12 lande kræver også, at Israel stiller voldelige bosættere til ansvar for deres handlinger og undersøger påstande rettet mod israelske soldater, som ifølge medierapporter og FN-rapporter har støttet bosættervold.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...