Et trafikuheld på Helsingørvej i Fredensborg skabte tirsdag morgen store trafikale problemer, efter en personbil kolliderede frontalt med en lastbil.
Ifølge Nordsjællands Politi skete uheldet, da en 54-årig kvinde kørte i østlig retning ad Helsingørvej mod Helsingør. Under kørslen mistede hun herredømmet over bilen, som kom over i den modsatte vejbane, hvor den stødte frontalt sammen med en modkørende lastbil.
Politiet modtog anmeldelsen om uheldet klokken 7.30.
Der blev sendt både ambulance og lægebil til stedet, men ifølge Nordsjællands Politi skete der heldigvis ikke alvorlig personskade i forbindelse med sammenstødet.
Spærret
Kort efter uheldet ankom politi og redningsmandskab til stedet. Klokken 7.54 blev Helsingørvej ved Jernbanegade spærret i begge retninger, mens redningsarbejdet stod på, og det medførte hurtigt voksende køer på strækningen.
Senere lykkedes det politiet at få trafikken delvist i gang igen og omkring klokken 8.20 kunne bilisterne igen kunne passere området, om end med forsinkelser.
Vejen var efterfølgende delvist spærret, mens de involverede køretøjer blev fjernet, og oprydningsarbejdet blev gennemført.
Ifølge politiet var arbejdet på stedet afsluttet klokken 9.30.
Nordsjællands Politi ved endnu ikke, hvorfor den 54-årige kvinde mistede kontrollen over bilen.