En gåtur kan måske lyde som en lille ting. Men for mennesker med parkinson kan det at komme ud ad døren og være fysisk aktiv gøre en stor forskel.
Derfor går Parkinsonforeningen i uge 39 sammen mod parkinson, hvor frivillige kræfter rundt om i landet har arrangeret lokale gåture, hvor alle er velkomne.
Det gælder også i Glumsø, hvor man går rundt om Glumsø Sø onsdag 23. september klokken 10.
Turen er på cirka fire kilometer og begynder ved rundkørslen på Nyvej 11, hvor der også er mulighed for at parkere.
Fysisk aktivitet vigtig
'Motion er medicin' er et vigtigt motto i Parkinsonforeningen. Fysisk aktivitet kan være med til at holde symptomerne på sygdommen nede, og samtidig er det lettere at få motion ind i hverdagen, når man gør det sammen med andre.
Har man parkinson tæt inde på livet, kan en fælles gåtur være mere end bare motion. Det kan være en mulighed for at møde andre, der kender til livet med en kronisk sygdom enten fordi de selv har parkinson, eller fordi de er pårørende.
Men man behøver ikke have nogen særlig tilknytning til parkinson for at være med.
Alle er velkomne, også hvis man arbejder med parkinson, er nysgerrig på livet med en kronisk sygdom eller ganske enkelt har lyst til en hyggelig gåtur sammen med andre.
Se alle lokale arrangementer på www.parkinson.dk.
Hvis man vil vide mere om gåturen i Glumsø, kan man kontakte Birgit Døssing på tlf. 6120 9560.