Dyrevelfærdskontrollen halter og Wammen varsler akutpakke

Justitsminister Nicolai Wammen (S) er ikke imponeret over dyrevelfærdskontrollen. (Arkivfoto).

Justitsminister Nicolai Wammen (S) er ikke imponeret over dyrevelfærdskontrollen. (Arkivfoto).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Omkring 1.500 opfølgende dyrevelfærdskontroller fra 2025 og første halvdel af 2026 mangler at blive lavet. Der er desuden opfølgende kontroller fra tidligere år, som ikke er gennemført.

Det viser et "kasseeftersyn" af området, skriver Justitsministeriet, som nu har ansvaret for området, i en pressemeddelelse.

- Det står klart, at der igennem flere år har været problemer med dyrevelfærden i staldene og med kontrollen, siger justitsminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.

Kontrollen med grises velfærd fik i april i år skarp kritik fra Statsrevisorerne, hvis opgave er at kontrollere, om staten og virksomheder bruger skatteborgernes penge effektivt, korrekt og efter loven.

Kritikken påpegede flere problemer med kontrollen, som medfører risiko for, at dårlig dyrevelfærd ikke opdages og stoppes.

- Det er simpelthen ikke godt nok. Derfor skal der ske en markant styrkelse af kontrollen, så vi passer bedre på dyrene fremover, siger Wammen.

Han varsler en akutpakke på området, men uden at nævne de nærmere detaljer i den.

- Med den vil vi styrke kontrollen markant, dedikere flere ressourcer til dyrevelfærdskontrollen og skærpe sanktionerne over for de besætningsejere, der ikke tager sig ordentligt af de dyr, de har ansvaret for. Konsekvenserne ved lovbrud skal kunne mærkes, siger Wammen.

Dyrenes Beskyttelse kalder det "et eklatant svigt af dyrene", det, der er sket - eller ikke sket - i perioden fra 2025 til første halvdel af 2026.

- Det er dybt, dybt rystende, men desværre ikke overraskende, for vi har påpeget problemerne med kontrollen masser af gange. Det er jo tydeligt, at den tidligere regering har haft en voldsomt lemfældig tilgang til de opfølgende kontroller, siger Britta Riis, direktør hos Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse med henvisning til den daværende SVM-regering.

Tidligere var det Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Ministeriet for Grøn Trepart, som havde det overordnede ansvar på området.

Kasseeftersynet viser ifølge Justitsministeriet også, at det ikke er muligt at nå i mål med det såkaldte kontroltryk på 20 procent i grise- og kvægbesætninger i 2026.

Det blev ellers fastsat i dyrevelfærdsaftalen "Sammen om Dyrene 2024-2027". Kontroltryk henviser til hyppigheden eller omfanget af kontrolbesøg.

Det er på grund af personalemangel samt "et usædvanligt højt antal udbrud" af fugleinfluenza, som er årsagen, skriver Justitsministeriet.

Dyrenes Beskyttelse ser frem til en akutplan på området.

- Den nye regering har heldigvis sat en anden retning, der giver mig håb for dyrenes fremtid, og ambitionerne om en akutplan fortæller mig, at justitsministeren har forstået alvoren og givet kontrolindsatsen en meget tiltrængt overhaling, siger Britta Riis.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...