Danske skoleelever klarer sig historisk dårligt i Pisa-test

De 15-årige elever i de danske skoler klarer sig endnu en gang dårligere i både naturfag, matematik og læsning i Pisa-undersøgelsen. Særligt i forhold til sidstnævnte er der i den seneste undersøgelse en tilbagegang. (Arkivfoto).

De 15-årige elever i de danske skoler klarer sig endnu en gang dårligere i både naturfag, matematik og læsning i Pisa-undersøgelsen. Særligt i forhold til sidstnævnte er der i den seneste undersøgelse en tilbagegang. (Arkivfoto).

Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Det faglige niveau blandt de danske skoleelever er endnu en gang tilbagegående.

Særligt slemt står det til i forhold til de 15-årige elevers læsning, men også i matematik og naturfag går eleverne tilbage.

Det viser resultaterne af den seneste Pisa-undersøgelse, der er offentliggjort tirsdag.

Pisa er en international undersøgelse af 15-åriges kompetencer. Undersøgelsen finansieres i Danmark af Børne- og Undervisningsministeriet. 91 lande deltager i undersøgelsen.

Med tilbagegangen får eleverne de laveste danske resultater i undersøgelsens historie. Den blev første gang lavet i år 2000.

- Frem til 2015 lå de danske Pisa-resultater ret stabilt. Siden da har de taget et løbende dyk, og den udvikling fortsætter nu, lyder det fra Vibeke Tornhøj Christensen.

Hun er seniorforsker i Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og projektleder for den danske Pisa-undersøgelse, i en pressemeddelelse.

Resultaterne i Pisa-undersøgelsen opgøres på pointskalaer. Gennemsnittet for hver skala er sat til 500 point.

Området, hvor de danske elever klarer sig dårligst, er læsning. Her opnår eleverne i gennemsnit 460 point i 2025, mens tallet lå på 489 i 2022.

I matematik er der sket et fald på 19 point. Her lyder tallet på 471 i 2025 sammenlignet med 489 i 2022.

Faldet er en smule mindre i naturfag, hvor eleverne i den nyeste måling får 478 point mod 494 tre år tidligere.

Vibeke Tornhøj Christensen tilføjer, at det ikke kun er i Danmark, at eleverne klarer sig dårligere i undersøgelsen. En lignende udvikling ses i andre lande, der længe har deltaget i undersøgelsen.

De øvrige nordiske lande går også tilbage i den nye måling. Det er dog Danmark, der oplever den største tilbagegang.

Pisa-undersøgelsen kigger på elevernes kompetencer inden for naturfag, matematik og læsning i 91 lande.

Undersøgelsen bliver lavet hvert tredje år.

Årets udgivelse er den niende i rækken.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...