Hvordan beskytter vi vandet under os og skaber mere levende landskaber ovenpå?
Det spørgsmål skal borgere, kunstnere, vandværker og lokale aktører i Holbæk være med til at finde nye svar på. Med kunstprojektet "Fjorden under jorden" bliver landskaberne omkring Holbæk udgangspunkt for mere natur og nye lokale fællesskaber.
Projektet har modtaget Bikubenfondens Udstillingspris Vision 2026 og 4 millioner kroner til at føre visionen ud i livet.
Den kunstneriske ledelse i "Fjorden under jorden" varetages af billedkunstnerne Pia Rönicke, Kaspar Bonnén og Nis Rømer samt arkitekt Amalie Tilma. Line Kjær er hovedkurator, og Helen Nishijo er projektleder. Det oplyser Bikubenfonden i en pressemeddelelse.
Grundvandet
Her fremgår det videre, at foreningen Skovgro vil gøre grundvandet mere synligt med kunstprojektet "Fjorden under jorden". Over de kommende fire år skal kunstnere, forskere, borgere og lokale aktører arbejde sammen om landskaberne omkring blandt andet Isefjorden, Åmosen og Brorfelde.
Ambitionen er at udvikle levende grundvandsparker, hvor en beskyttelse af rent drikkevand går hånd i hånd med mere natur og adgang til landskabet.
Projektet skal blandt andet bestå af kunstværker, læringsforløb og offentlige forsamlinger, hvor lokale borgere inviteres til at tage del i udviklingen.
For Lotte Rømer Grove, leder af Skovgro, er målet ikke alene at passe på det vand, der ligger skjult under landskabet.
- Vi vil ikke bare beskytte det vand, der ligger under os. Vi vil skabe levende landskaber ovenpå – med rent drikkevand, mere natur og fri adgang for mennesker. Fjorden under jorden skal være et sted, vi skaber sammen, og som man kan mærke, høre og være en del af, siger hun i pressemeddelelsen.
Lokale borgere med
"Fjorden under jorden" bygger videre på Skovgros arbejde med at omdanne landbrugsjord til natur i samarbejde med blandt andre forsyningsselskabet Fors i Holbæk, Dansk Økojord, Holbæk Kommune og borgere.
Men projektet handler ikke kun om, hvad der skal ske med jorden. Det handler også om, hvem der får mulighed for at forme den.
Derfor får lokale borgere en central rolle. Gennem kunstprojekter, læringsforløb, fælles arrangementer og lokale samarbejder skal mennesker i området være med til at undersøge, hvordan fremtidens landskab kan se ud og bruges, oplyser Bikubenfonden.
Kunsten skal være med til at gøre det usynlige nærværende og åbne nye forestillinger om vores forhold til vandet og landskabet.
- Under markerne i Holbæk ligger en fjord, vi ikke kan se. Vandet bevæger sig gennem jordens lag, under vores byer og ind i vores liv. Med kunsten vil vi gøre den usynlige fjord nærværende og forestille os fremtidens landskaber, hvor vandet igen får lov til at flyde frit, hvor lydene fra natur og frøer kommer tilbage på landet, og mennesker ikke står udenfor naturen, men midt i den, siger Nis Rømer, kunstnerisk leder af "Fjorden under jorden".