Levende handelsgader opstår ikke, fordi nogen på et rådhus beslutter, at der skal være byliv. De opstår, fordi mennesker tør investere penge og tid i dem - og fordi nogen husker at spørge, hvad byen egentlig har brug for. Det er præcis, hvad Alf og Ulla Døj har gjort i Kalundborg.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
De har købt Kordilgade 59, hvor et butikslokale har stået tomt i 12-14 år. Nu skal det renoveres, og håbet er, at en ny lejer kan invitere byen indenfor til foråret.
Inden da har parret begået en enkel genistreg. De har spurgt kalundborgenserne, hvad de savner.
Der er mange, der kunne lære noget af den tilgang. Alt for ofte begynder udviklingen af vores bymidter med planer om, hvad borgerne burde ønske sig. Alf og Ulla Døj er begyndt med at spørge, hvad de faktisk ønsker sig. En bager, en hobbybutik, en café og en brætspilscafé er blandt de mange forslag.
Der er ingen tvivl om, at folk interesserer sig for deres bymidte. Men det er selvfølgelig også lettere at ønske sig en bager i et kommentarfelt end at stå op klokken fire om morgenen og drive én.
Alf og Ulla Døj har med de første skridt slået gode takter an. Nu bliver de næste mindst lige så vigtige. For er der selvstændige, der tør tage risikoen - tør binde sig til en husleje, købe varer hjem og satse på, at kunderne kommer, når døren åbner?
Fysiske butikker giver lys i vinduerne, mennesker på gaden og en grund til at bruge byen. De kræver noget af de mennesker, der tør satse på dem. Men de kræver også noget af alle os andre.
Kommunen kan skabe rammerne, og de erhvervsdrivende kan tage risikoen. Det hjælper bare ikke meget, hvis kunderne aldrig kommer.
Og netop i Kalundborg burde mulighederne være der. Erhvervslivets investeringer har betydet, at antallet af arbejdspladser er vokset markant de seneste år.
Den udvikling skal gerne kunne mærkes uden for virksomhedernes matrikler. Også i Kordilgade og Skibbrogade, hvor Alf Døj på sin egen tur gennem byen har talt 15 tomme butikker.
Det lokale byliv er med andre ord ikke en selvfølge. Og det er ikke nok at ønske sig en levende handelsgade i et kommentarfelt.
Det kræver, at vi af og til lægger telefonen og lader den digitale indkøbsvogn stå. At vi i stedet rejser os og ser, hvad den lokale bymidte egentlig kan byde på. For man kan ikke bestille en levende bymidte på nettet.