Midt- og Vestsjællands Politi måtte søndag formiddag reagere på en melding fra Brugsen i Eskebjerg, hvor en ansat var blevet truet på livet af en mandlig kunde i butikken. Det skriver politiet i døgnrapporten.
- En mand truede søndag formiddag en ansat på livet i Brugsen i Eskebjerg.
- Politiet søger manden, der nægtede at forlade butikken, via overvågningsbilleder.
- Manden beskrives som dansktalende, 180-185 cm høj, kraftig og med sort mellemlangt hår.
Anmeldelsen fra Eskebjergvej løb ind klokken 11.07 og lød desuden på, at den mandlige kunde nægtede at forlade stedet.
En patrulje har sikret overvågning fra stedet, og man vil nu forsøge at identificere manden. Han beskrives som dansktalende, 180 til 185 centimeter høj, kraftig af bygning, lys i huden og med sort, mellemlangt hår.
Han var iført en sort kasket med Adidas-logo i rød, gul og grøn, ligesom manden bar sorte solbriller, hvid t-shirt, grønne bukser med brunt bælte og sorte sko med hvid sål. Hvis man har oplysninger om mandens identitet, kan politiet kontaktes på telefon 114.
Beruset mand på knallert
Senere på dagen måtte politiet igen køre til Eskebjergvej. Klokken 17.56 ringede en 37-årig kvinde således 112, da en mand på knallert var væltet og lå stille på jorden.
En patrulje kom frem til stedet, hvor manden befandt sig. Han lugtede kraftigt af alkohol og blev sigtet for spirituskørsel.
Da manden havde slået sig, blev han kørt på sygehuset til tjek. Han fik desuden udtaget en blodprøve til sagen.