En 62-årig mand blev søndag sigtet for vanvidsbilisme efter en hændelse på Villingerødvej ved Dronningmølle.
Nordsjællands Politi skriver i deres døgnrapport, at de klokken 10.59 fik en anmeldelse om, at den 62-årige skulle have påkørt en cyklist med vilje.
Cyklisten cyklede i en gruppe med to andre cyklister, og efter påkørslen var den 62-årige steget ud af sin bil - og så havde han slået ud efter en af de cyklister.
Politiet skriver videre, at den 62-årige blev anholdt, da politiet ankom til stedet, hvor hans bil, en Toyota Aygo, ligeledes blev konfiskeret efter loven om vanvidskørsel.
Han er nu sigtet i sagen, oplyser politiet.