Mor sigtet for spritkørsel efter trafikuheld med treårig datter

En 36-årig kvindelig bilist kørte lørdag aften galt med sin treårige datter.

Kvinden kørte ad Tinghøjvej i Nykøbing Mors, da hun kørte ind i en container, der stod på vejen.

Det oplyser Casper Søe-Christiansen, der er politiassistent hos lokalpolitiet i Thisted, til Ritzau.

- Barnet flyver rundt inde i bilen og får nogle overfladiske skrammer på grund af det her, fortæller Casper Søe-Christiansen.

Ifølge politiet var datteren formentlig ikke spændt fast, og hun blev efterfølgende taget med til kontrol på et sygehus i Aalborg.

Den 36-årige bilist, der er bosat i Nordthy, blev efterfølgende sigtet for spritkørsel.

Der blev lavet en udåndingsprøve på stedet, og den viste en promille over det tilladte, oplyser politiet. Efterfølgende er der taget en blodprøve af kvinden.

Blodprøven skal fastslå, hvor alkoholpåvirket den kvindelige bilist var.

Politiet fik anmeldelsen klokken 21.52 lørdag aften.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...