Endnu et området i Roskilde bliver betalingsparkering. Fra nytår skal du nemlig til at betale for at parkere på Roskilde Havn.
Det har et stort flertal af politikere bakket op om i forbindelse med budget 2027.
Tal fra kommunen viser, at de forventer en indtægt på 250.000 kroner fra det nye område med betalingsparkering.
- Det er en oplagt mulighed for os at finde nogle penge. Der er mange, som holder meget længe på havnen, siger Claus Larsen (S), formand for plan- og teknikudvalget.
Hvad prisen bliver for at parkere er endnu ikke fastlagt. Ej heller om der - som i bymidten og på Musicon - skal være gratis parkering de første to timer.
Satser og rammer bliver op til politikerne i plan- og teknikudvalget at beslutte inden det bliver nytår.
- Vi skal drøfte rammerne, for der er også brugere af havnen at tage hensyn til. Det er en drøftelse, vi må tage i udvalget og så have en løsning klar inden nytår, siger Claus Larsen.