Dårlig moral og dømmekraft kommer i mange absurde forklædninger. På Bjørnehøjskolen i Gribskov er den blevet synlig gennem en pædagog, der lidt for smart i en fart har byttet sig til et værdifuldt og særligt Pokémon-kort fra et otteårigt skolebarn. For efterfølgende at sætte kortet til salg. En kynisk manøvre, der viser, at børnelivet er blevet et sted, hvor leg er en handelsvare.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Det er en sørgelig konstatering, men den er ikke desto mindre sand. Børn skal i dag tage sig i agt. Pokémon-kort tager deres udspring i et herligt fabulerende univers med pokemonfigurerne, der alle besidder særlige kræfter.
De kan også være voldsomt mange penge værd i et marked, hvor voksne samlere gerne vil give den rigtige pris for et kort. De ellers uskyldige kort bliver pludselig en potentiel magnet for konflikter i skolegården og institutionerne. I tilfældet fra Gribskov er det endda en voksen pædagog, der selv skaber dramaet.
Onlinespil er en anden arena, hvor børn kan bytte og sælge attraktive våben og dragter i populære spil såsom Fortnite. Også her er legen underlagt en raffineret markedslogik gennem et utal af mikrotransaktioner, som børnene skal forstå, så de ikke ender med at blive snydt eller mister penge.
Kritikken af det casinolignende præg, en del af spillene har, er allerede offentligt luftet af flere omgange. Børn er i reel risiko for at blive plyndret økonomisk, og ofrene for gambling i en meget ung alder bliver flere.
Uanset om det udspiller sig på skolegården eller på skærmen er det de voksne, der bærer ansvaret. Det er præcis her, sagen fra Gribskov kradser allermest. Her er det hverken en fjern spilproducent eller en anonym samler, der udnytter et barns manglende overblik. Det er en pædagog. En af de voksne, som børn og forældre skal kunne stole blindt på, og hvis fornemste opgave er at passe på de mindste, ikke at gennemskue dem.
Når netop den relation bliver forvandlet til et jagtmarked for en god handel, er der jo noget helt grundlæggende galt.
Vi kan ikke rulle markedet tilbage. Kortene vil fortsat have en pris, og spillene vil fortsat friste med deres mikrotransaktioner. Men vi kan forlange, at de voksne, der er sat i verden for at værne om børnene, kan regne bagud.
Pædagogen troede, han gjorde en rigtig god handel. Han fik et kort til et par tusinde kroner. Prisen var et barns tillid, en advarsel, der nu er nummer to, og en historie i lokalavisen. Det er måske den dyreste byttehandel, skolegården længe har set.