Fodbold kan vække stærke følelser til live, og nogle gange også dét, der er værre. Natten til lørdag skete dét igen, da en 19-årig mand blev overfaldet ved perron 4/5 og i gangtunnelen ved Roskilde Station.
Det fremgår af politiets døgnrapport.
Cirka klokken 03.50 havde han sunget en FCK-fansang, mens han gik i tunnellen, hvilket havde provokeret en anden mand, der først tog kvælertag på den 19-årige og efterfølgende jagtede den 19-årig og slog ham i hovedet med en udstrakt arm, og efterfølgende tog han hårdt fat i den 19-åriges kæbe, inden han forsvandt fra stedet.
Den 19-årige har været på skadestuen og er blevet behandlet, fremgår det af politiets døgnrapport.
Overfaldsmanden beskrives som: mand, 19-20 år, 192-193 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden og med hvidt kort hår. Han var iført blå jeans, hvid t-shirt og en grå trøje med lynlås. Politiet efterforsker sagen. Kontakt politiet på 114, hvis du har oplysninger i sagen.