Der kommer til at være flere klassiske biler end normalt på vejene omkring Tissø lørdag den 12. september. Den dag afvikler Dansk Rally Club nemlig sit DRC Classic Regularity.
Løbet er dels femte afdeling af DASU Classic Regularity-turneringen, dels tredje afdeling af Nordic Championship Regularity, fortælller Erik Andersen, som er løbsleder.
- Løbet bliver afviklet på landevejene i det vestsjællandske, specielt øst og nord for Tissø.
I DRC Classic Regularity handler det om at køre præcist. Hvert sekund en hemmelig tidskontrol passeres for tidligt eller for sent udløser et strafpoint. Og selv om man kan nøjes med en tiendedels afvigelse, resulterer det stadig i en tiendedel strafpoint.
DRC Classic Race Regularity får base ved Sæby Forsamlingshus, og her bliver der flere gange på dagen mulighed for at kigge på de klassiske biler. Det gør der også ved Bromølle Kro.