Container får nyt navn - nu skal den hedde præcist det, den er

Der kommer nyt skilt op på samtlige af Argos 14 genbrugspladser. Så nu hedder containeren det den er.

Der kommer nyt skilt op på samtlige af Argos 14 genbrugspladser. Så nu hedder containeren det den er.

Foto: Argo

Har du prøvet at stå på genbrugspladsen med noget, du gerne vil af med og tænke "hvilken container skal den her i?", og så ende med at dumpe tingen i containeren med navnet ”deponi”, fordi den vel er det, der før hed småt brændbar?

 Så er du næppe den eneste. Men småt brændbart har ikke eksisteret i flere år, og nu er det også slut med det lidt kryptiske skilt "deponi".

Fremover står der “Til nedgravning” på skiltet til containeren. For det er præcis, hvad der sker med affald som badedyr, haveslanger og asbestplader, når de ikke kan genanvendes eller nyttiggøres på anden måde.

Hvad er det som ender med at blive gravet ned. Det er fx badedyr, luftmadrasser og asbest.
Hvad er det som ender med at blive gravet ned. Det er fx badedyr, luftmadrasser og asbest. Foto: Argo

- Deponi er et fagord, som mange borgere ikke ved, hvad betyder. Derfor ændrer vi skiltet til ‘Til nedgravning’. Det fortæller, hvad der sker med affaldet, siger Camilla Bjerg Pedersen, genbrugschef i ARGO i en pressemeddelelse.

Nedgravning er nederste trin i affaldshierarkiet. Først skal vi forebygge affald, genbruge og genanvende. Derefter kommer anden nyttiggørelse, herunder energiudnyttelse, mens deponering er sidste udvej.

- Nedgravning er sidste udvej. Derfor arbejder vi på, at så lidt affald som muligt ender her. Materialer og behandlingsmuligheder udvikler sig, og målet er, at mere affald med tiden kan flyttes væk fra at blive gravet ned, siger Camilla Bjerg Pedersen.

Meget af affaldet til nedgravning ender her på Audebo Miljøcenter, som sidste år modtog næste 28.000 ton affald til nedgravning.
Meget af affaldet til nedgravning ender her på Audebo Miljøcenter, som sidste år modtog næste 28.000 ton affald til nedgravning. Foto: Argo

Hos Argo findes der to lukkede og en åben nedgravningsplads. Den mest kendte er nok den åbne på Audebo Miljøcenter. Audebo Miljøcenter modtog sidste år hele 27.482 ton affald til nedgravning.

De nye skilte bliver sat op på alle 14 genbrugspladser i løbet af næste måned.

ARGO driver 14 genbrugspladser for borgere og virksomheder i Køge, Roskilde, Stevns, Lejre, Solrød og Kalundborg.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...