Regeringen sender lovforslag om aldersgrænse på sociale platforme i høring

Regeringen er klar med et udkast til et lovforslag om en aldersgrænse på 15 år på sociale platform som TikTok. (Arkivfoto).

Regeringen er klar med et udkast til et lovforslag om en aldersgrænse på 15 år på sociale platform som TikTok. (Arkivfoto).

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Regeringen udsender mandag et udkast til et lovforslag om en ny aldersgrænse på 15 år for brug af sociale platforme.

Det oplyser digitaliseringsminister Christina Egelund (M) til Politiken.

- En aldersgrænse sætter selvfølgelig en stopper for en del af brugen, men skal i virkeligheden også bidrage til en normændring, så børn og unges debut på sociale medier bliver udskudt, siger hun til avisen.

Efter planen skal lovforslaget fremsættes i Folketinget i begyndelsen af 2027 med henblik på at træde i kraft 1. juli samme år.

Den tidligere SVM-regering indgik allerede i november sidste år en aftale om en aldersgrænse på 15 år.

- Jeg håber, at vi får sendt et klart signal som samfund om, at der skal passes bedre på børn og unge, sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da aftalen blev præsenteret.

Her var der dog en mulighed for, at forældre kunne give børn ned til 13 år lov til at bruge sociale platforme alligevel.

Den mulighed er fjernet fra det nye lovforslag, der sendes i høring mandag, skriver Politiken.

SF var ikke en del af aftalen, da den blev præsenteret sidste år.

Det skyldtes, at partiet var kritisk over for muligheden for, at forældre kunne give 13- og 14-årige lov til at være på sociale platforme.

Ifølge Politiken tegner der sig nu et bredt flertal bag lovforslaget. Ud over regeringen er både Venstre og De Konservative nemlig med i aftalekredsen.

Hensigten med en aldersgrænse er at beskytte børn og unge bedre mod potentielt skadeligt indhold og vanedannende adfærd på sociale platforme som TikTok og Instagram.

De fleste platforme har allerede fastsat aldersgrænser, men de bliver ofte ikke håndhævet, skriver Politiken.

I juli sidste år gjorde nye retningslinjer fra EU-Kommissionen det muligt for Danmark at fastsætte en national aldersgrænse for brug af sociale platforme.

Flere EU-lande er allerede undervejs med lovgivning om en aldersgrænse. Det gælder blandt andet Spanien, Portugal og Norge.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...