Nykøbing Falster og Odense deler i dansk Champions League-duel

Clara Lerby spillede stærkt på Nykøbing Falsters venstrefløj og scorede 12 gange. (Arkivfoto).

Clara Lerby spillede stærkt på Nykøbing Falsters venstrefløj og scorede 12 gange. (Arkivfoto).

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Det var tæt hele vejen, og det sluttede meget passende med pointdeling, da Nykøbing Falster og Odense Håndbold bragede sammen i første Champions League-runde.

27-27 stod der på måltavlen til sidst efter en slutfase, hvor Nykøbing Falster spildte en gylden mulighed for at tage en overraskende sejr.

Hjemmeholdet havde bolden, men det var, som om modet svigtede spillerne i de afgørende sekunder.

Det sidste angreb løb ud i ingenting, og da Kristina "Mulle" Kristiansen omsider fyrede et desperat skud af, var tiden udløbet.

Det er to år siden, Nykøbing Falster sidst var med i det fine selskab. Ved den lejlighed sluttede holdet sidst i gruppespillet, men søndagens præstation giver håb om et bedre facit denne gang.

Ikke mindst, hvis Clara Lerby fortsætter samme takter på venstre fløj, som hun viste søndag eftermiddag. Svenskeren voldte Odense store problemer og scorede 12 gange.

Det var Lerby, der med godt et minut igen udlignede til 27-27 på straffekast. Da Odense kort efter smed bolden væk, var sejren for alvor inden for rækkevidde.

Træner Niels Agesen tog timeout og lagde en slagplan til de sidste 27 sekunder, men spillerne så ud til at være tilfredse med det ene point.

Kampen var den første af 14 for de to hold i gruppespillet. Allerede i den kommende weekend går det løs igen, når Odense tager imod Podravka fra Kroatien, mens Nykøbing skal til Ungarn for at møde Györ.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...