Skud affyret mod lejlighedsdør - ingen tilskadekomne

En beboer i en lejlighed er uskadt, efter at der fredag blev affyret skud mod vedkommendes hoveddør

Politiet har færdiggjort sine undersøgelser på en adresse i Værløse efter skud mod en hoveddør, men efterforskningen fortsætter. (Arkivfoto).

Politiet har færdiggjort sine undersøgelser på en adresse i Værløse efter skud mod en hoveddør, men efterforskningen fortsætter. (Arkivfoto).

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere skud er blevet affyret mod en lejlighedsdør på Kirke Værløsevej i Værløse fredag aften.

Det skriver Ekstra Bladet lørdag morgen.

Vagtchef ved Nordsjællands Politi Daniel Cunneely bekræfter skudepisoden over for Ritzau.

- Vi fik en anmeldelse i går aftes klokken 20.24 om skud mod en lejlighedsdør.

- Der har været en beboer derinde, men personen er ikke kommet til skade, siger vagtchefen.

Politiet ved endnu ikke, hvad årsagen til skyderiet er, ligesom politiet endnu ikke har identificeret en gerningsmand.

Ifølge Ekstra Bladet mistænker politiet, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø, men på spørgsmål om et muligt motiv svarer vagtchefen til Ritzau, at det er for tidligt at sige.

- Vi arbejder bredt omkring, hvad der kunne være sket, lyder det fra Daniel Cunneely.

Politiet fortsætter sin efterforskning af sagen, men er ikke længere til stede på adressen.

Hvis man har oplysninger, der kan hjælpe i opklaringen, bedes man kontakte politiet på 114.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...