Nordsjælland finder ny cheftræner efter lynfyring

I august fyrede Nordsjælland Håndbold cheftræner Tobias Aagaard efter kort tid. Nu er afløseren fundet.

Nordsjælland Håndbold kunne fredag aften præsentere sin nye cheftræner.

Nordsjælland Håndbold kunne fredag aften præsentere sin nye cheftræner.

Foto: Nordsjælland Håndbold

Efter nogle ugers søgen er det lykkedes for Nordsjælland Håndbold at finde en ny cheftræner.

Fredag aften meddeler klubben, at 33-årige Lasse Folkmann afløser Nicolaj Jensen som cheftræner, hvorfor Jensen træder et skridt ned og bliver assistenttræner, som han oprindelig var ansat til.

Lasse Folkmann er hentet i 1. divisionsklubben TM Tønder, hvor han havde en klausul, der gjorde det muligt at forlader klubben omgående.

Allerede fredag havde han første træning i Nordsjælland Håndbold og debuterer som chef søndag mod KIF Kolding.

- Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og ser frem til samarbejdet med en kompetent stab og en spændende trup, som jeg glæder mig til at flytte i den rigtige retning. Nordsjælland er en ambitiøs klub med store ambitioner, og det tiltaler mig meget at være med på den rejse.

- Samtidig elsker jeg at arbejde med unge spillere og se dem rykke sig. Derfor er jeg også glad for at komme til et sted, hvor det er en del af klubbens DNA, og hvor man har et af de stærkeste talent-setup i landet, siger Lasse Folkmann i en pressemeddelelse fra Nordsjælland H.

Heri siger direktør Kim Scheuer Nielsen.

- Lasse er en usleben diamant og en knivskarp træner med ligaerfaring fra Sønderjyske og Fredericia. Samtidig er han en vellidt person, som passer rigtig godt ind i NH’s DNA. Han er ambitiøs og passer godt ind i vores vision 2030, hvor målet er at bevæge os mod toppen af dansk håndbold. Vi glæder os til, at Lasse kan sætte sit præg på både holdet og klubben.

Mens der er glæde i Nordsjælland, er der skuffelse i TM Tønder over det pludselige brud kort inde i sæsonen.

- Vi er naturligvis meget ærgerlige over, at Lasse ønsker at stoppe i klubben efter så kort tid. Når vi laver en treårig aftale med en spiller eller en træner, gør vi det ud fra et ønske om et langvarigt og tillidsfuldt samarbejde parterne imellem. Og vi havde naturligvis gerne set, at Lasse og vi havde opfyldt kontrakten med hinanden.

- Lasse har imidlertid valgt – hvilket hans kontrakt muliggør – at opsige samarbejdet med os for at forfølge drømmen om at blive ligatræner. En drøm, som vi desværre ikke kan opfylde, siger Steen Thomsen fra klubben til klubbens hjemmeside.

Tønder kunne have tvunget Folkmann til at blive i en seks måneders opsigelsesperiode, men har altså valgt ikke at gøre det.

Med ansættelsen af Folkmann er Nordsjælland Håndbold på cheftræner nummer fire på præcis to måneder.

1. juli blev Laurids Søgaard solgt til norske Elverum. Få uger efter blev Tobias Aagaard først trænervikar, men siden ansat permanent som cheftræner, mens Nicolaj Jensen blev hentet til som assistenttræner.

Efter blot 18 dage som cheftræner blev Aagaard dog fyret på grund af en kommunikation med ungdomsspillere i NH Talent, der ikke er forenelige med den måde, man er leder og træner på i Nordsjælland.

Nicolaj Jensen blev så forfremmest til fungerende cheftræner med den netop startede Oliver Klarskov som assistent. Han blev hentet til NH Talent som talentchef i starten af august. Siden kørte Jensen og Klarskov parløb i testkampen mod HØJ, pokalkampen mod HC København samt i de første tre ligakampe.

Søndag mod KIF Kolding er Folkmann og Nicolaj Jensen så trænerpar, og dermed er en vis orden genoprettet i Nordsjælland Håndbold efter nogle hektiske uger i klubben.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...