Det blev et nederlag til Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev i kampen om at få ændret i den danske affaldsvirksomhed Argos nyeste ejerstrategi.
- Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev er skuffet over politisk beslutning om CO2-fangst.
- Kommunalbestyrelsen skal stemme om CO2-fangst den 16. september.
- Miljøforeningen ønskede fjernelse af CO2-fangst fra Argos ejerstrategi.
- Udvalgsformand Jakob Beck Jensen afviste ændringer i strategien.
- SF's Charlotte Jørgensen vil afvente miljøundersøgelser før stillingtagen.
Miljøforeningen havde forud for teknik-, natur- og miljøudvalgets møde torsdag opfordret politikere til at fjerne et afsnit om CO2-fangst fra ejerstrategien, eller at der blev indført en passus om, at indfanget CO2 ikke ville blive lagret på land.
Det, afviste udvalgsformand Jakob Beck Jensen (V) blankt, ville komme på tale:
- Det kommer ikke til at ske, at CO2-fangst bliver udtaget af strategien. CO2-fangst og -lagring er en vigtig del af den grønne omstilling. Derfor har jeg det helt roligt med, at det er et værktøj, som vi i fremtiden kommer til at bruge, sagde han til Nordvestnyt.

Udvalgets næstformand, SF's Charlotte Jørgensen, forklarede til Nordvestnyt, at hun ønskede at afvente de miljømæssige undersøgelser, før hun kunne tage stilling til CO2-lagring.
Dagen derpå er der skuffelse at spore hos miljøforeningen, oven på udvalgets beslutning om at sende ejerstrategien videre i det politiske system:
- Sagen om Argos ejerstrategi vil med al tydelighed vise, hvilke af de folkevalgte politikere, der støtter CO2-deponering under egne borgeres huse og natur. Op til kommunalvalget lød det fra politikerne, at man ikke vidste noget, og at CO2-deponering ikke var en sag for lokalpolitikerne. Men det er det nu.
- Ved kommunalbestyrelsens afstemning den 16. september får vi syn for sagen - hvilke af lokalpolitikerne, der tør melde fra overfor CO2-deponeringen under land, lyder det fra Kim Ejlertsen, talsperson for Miljøforeningen Havnsø-Føllenslev.