Køen strakte sig uden for butikken, da Lina Rafn og Paw Lagermann fra Infernal sidste år gæstede Skjold Burne i Egedal Centret. Interessen var så stor, at over 200 mennesker dukkede op for at møde popduoen og smage deres egen rom. Nu gør de det igen.
Denne gang er det dog ikke hits som From Paris to Berlin eller I Won't Be Crying, der er i fokus, men derimod deres nyeste romudgivelse, IPS 3, en Trinidad-rom fra 2016 og tredje kapitel i serien Infernal Personal Selection.
Hos Skjold Burne glæder man sig til gensynet torsdag den 1. oktober fra klokken 16.00 til 17.30, hvor kunder og fans igen får mulighed for at møde de to musikere og smage på den nye rom.
- Vi glæder os rigtig meget til at byde dem velkommen endnu engang. Sidste år var en kæmpe succes med mere end 200 besøgende, og vi havde faktisk kø ude foran butikken. Samtidig markerede arrangementet vores 50-års jubilæum, så det er en dag, vi ser tilbage på med stor glæde, siger Carsten Nielsen fra Skjold Burne.
Han forventer også stor interesse for det kommende arrangement og oplyser, at butikken kun får et begrænset antal flasker af den nye Infernal-rom til salg. Alle forudbestilte flasker vil samtidig blive signeret af Lina Rafn og Paw Lagermann.