Madmarked rykker ind på torvet

Hvor kommer vores mad fra? Hvem har produceret den? Hvordan er den dyrket? Og hvad sker der med vores sundhed, lokalsamfund og fødevaresystem, når afstanden mellem dem, der producerer maden, og dem, der spiser den, bliver stadig større?

Det er nogle af de spørgsmål, der ligger bag et nyt samarbejde mellem Kgs. Lyngby Madmarked og Grøntmarked.

Lørdag den 12. september klokken 10-15 flytter Kgs. Lyngby Madmarked til Lyngby Torv. Her går det lokale initiativ sammen med Grøntmarked om et nyt pilotmarked, der skal undersøge, hvordan lokale madmarkeder kan få en endnu større rolle i byen, og i vores madkultur.

Her vil små producenter fylde torvet med blandt andet friskhøstede grøntsager og frugt, brød, mel, ost, æg, kød, honning, olier, syltede sager, cider og blomster.

Kgs. Lyngby Madmarked har siden 2022 samlet borgere omkring lokale producenter, madkultur og fællesskab på Frieboeshvile i Lyngby. Grøntmarked har siden 2019 drevet ugentlige farmers markets i København og skabt en direkte afsætningskanal for små producenter. Nu samler de erfaringerne.

- Vi har gennem flere år set, hvad der sker, når producenter og borgere mødes direkte. Folk kommer selvfølgelig for at købe gode råvarer, men de bliver også hængende, taler sammen, smager, spørger og bliver klogere på den mad, de tager med hjem. Det er præcis den madkultur, vi gerne vil skabe mere af i Lyngby og Omegn, siger Ditte Deigaard & Louise Leisemei Paustian, stiftere af Kgs. Lyngby Madmarked i en pressemeddelelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...