Han har købt hus i Holbæk og har sommerhus i Klint. Og så er der tid til at kære sig lidt om den lokale badminton.
Det er såmænd 80'ernes absolutte verdensstjerne i badminton, Morten Frost, som har tilbudt at stille sig i spidsen for at skabe et lokalt turneringshold i Nykøbing.
Henvendte sig selv
Morten Frost har selv henvendt sig til klubbens formand, Hans-Jørgen Olsen, for at høre lidt om, hvordan det går med den klub, som lagde grunden til hans enestående karriere.
-Selvfølgelig er vi interesseret i at kunne trække lidt på Mortens erfaringer, men jeg var lidt i tvivl om, hvad Morten egentlig ville, fortæller formanden i en pressemeddelelse fra klubben.
Træner uden løn
Men Morten Frost blev inviteret med til det strategiseminar, som klubbens bestyrelse netop har holdt.
Og da man undervejs drøftede en af klubbens væsentligste udfordringer; manglen på aktive medlemmer mellem 18 og 45 år, lod Morten Frost en bombe sprænge: Han tilbød at være træner for seniorafdelingen – uden løn.
Hans begrundelse er, at der er behov for, at Odsherred har et sted, hvor man kan opbygge et seniorhold, som kan deltage i holdturneringer – noget som ingen klubber i Odsherred har pt.
- Vi skal have det sjovt
Morten Frost har ikke ambitioner om at udvikle et elitehold ved at købe eller ”fiske” spillere fra andre klubber:
- Jeg vil gerne give noget tilbage den klub, som har betydet meget for mig, og hvis jeg kan hjælpe med at få skabt et lokalt turneringshold, så er jeg glad.
Morten Frost
- Vi vil gerne samarbejde med andre lokale klubber. Jeg forestiller mig at vi i Nykøbing tilbyder rammer og træning for de lokale spillere, der har lyst. De skal ikke melde sig ud af deres lokale klub for at være med. Og så skal vi først og fremmest have det sjovt, udtaler Morten Frost i pressemeddelelsen.
- Jeg vil gerne give noget tilbage den klub, som har betydet meget for mig, og hvis jeg kan hjælpe med at få skabt et lokalt turneringshold, så er jeg glad. Som noget af det første vil jeg og Hans-Jørgen invitere lokale klubber til et møde om vores tanker og ideer, fortsætter han.
Erfaren landstræner
I dag 68-årige Morten Frost var syv år i træk nummer et på verdensranglisten for badmintonspillere, han var i otte All England-finaler og vandt de fire og danmarksmesterskabet i single vandt han ni gange.
Senere blev han landstræner for både Danmark, Malaysia og Sydafrika og har i en årrække været sportschef for det engelske badmintonforbund.
Nu er det det så Odsherred, der får glæde af verdensstjernens evner.