Ti år efter deres død: Musiklegender hyldes på biblioteket

Du kan blandt andre opleve Leonard Cohen, når Fredensborg Bibliotek hylder og mindes tre afdøde musiklegender.

Du kan blandt andre opleve Leonard Cohen, når Fredensborg Bibliotek hylder og mindes tre afdøde musiklegender.

Foto: Takahiro Kyono

Musikelskere kan se frem til et efterår i selskab med nogle af rockmusikkens største navne. Fredensborg Bibliotek inviterer nemlig til tre gratis visninger af koncertfilm med David Bowie, Prince og Leonard Cohen, som alle døde i 2016.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Fredensborg Bibliotekerne.

2016 blev et sørgeligt år for mange musikfans. I løbet af få måneder mistede verden flere af sine største musikalske ikoner, og ti år senere markerer biblioteket deres betydning med en serie koncertoptagelser på storskærm.

Tre legender på tre aftener

Første visning finder sted den 24. september, hvor publikum kan opleve David Bowie i en koncertoptagelse fra 2003. Optagelsen stammer fra den sidste turné, han gennemførte, inden helbredsproblemer satte en stopper for turnélivet. 

Den 22. oktober er det Prince, der indtager lærredet. Koncertfilmen er optaget under den berømte Purple Rain-turné i 1980'erne, hvor sangeren og guitaristen for alvor slog sit navn fast som en af tidens største superstjerner.

Serien afsluttes den 19. november med Leonard Cohen. Visningen ligger tæt på 10-året for den canadiske sangskrivers død og byder på en mere end to en halv time lang koncertoptagelse fra 2008 med klassiske sange som Suzanne, Hallelujah og First We Take Manhattan.

Alle tre arrangementer finder sted på Fredensborg Bibliotek og begynder klokken 18.30. Det er gratis at deltage, men tilmelding skal ske via Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...