Flagdag i Køge hædrer udsendte og deres familier

Flagdagen plejer altid at være et stort tilløbsstykke.

Flagdagen plejer altid at være et stort tilløbsstykke.

Foto: Jens Wollesen

Køge Kommune markerer Flagdag for Danmarks Udsendte lørdag 5. september. Kommunen viser respekt, anerkendelse og taknemmelighed over for de mænd og kvinder, der har været udsendt på internationale missioner. Flagdagen sætter også fokus på de pårørende, der ofte må klare hverdagen, mens en nær er udsendt.

- Flagdagen er en vigtig dag, hvor vi i Køge Kommune meget gerne vil hædre og vise respekt for de mænd og kvinder, der tager på missioner for Danmark. Det er ikke ufarligt. Det er hårdt og konfliktfyldt, og nogle gange sker det med livet som indsats. Derfor skylder vi dem en stor tak for deres indsats, siger borgmester Ken Kristensen.

Kommunen introducerer i år 'Børnemedaljen'. Den gives til børn med forældre eller nære pårørende, der har været udsendt. Familienetværket, som arbejder for pårørende til danske soldater og veteraner, har taget initiativ til medaljen og ønsker dermed at anerkende børns oplevelser og den styrke, de udviser.

- Når en person bliver udsendt, er det ikke kun den enkelte, der bliver berørt. Det gør familien også. Børn og pårørende skal få hverdagen til at hænge sammen, mens en af deres nærmeste er væk. Det fortjener også vores anerkendelse og respekt, siger Ken Kristensen.

Dagens program begynder klokken 12.30 ved Mindestenen langs Køge Å, hvor Ken Kristensen holder tale. Efterfølgende marcherer deltagerne gennem byen til Kulturtorvet. Klokken 13.00 finder overrækkelsen af Børnemedaljen sted. Her kan deltagerne indtil klokken 16.00 opleve udstilling af køretøjer, møde veteranaktører og besøge stande fra Veterancentret og Køge Kommunes veterankoordinator. Lokale pårørende sørger desuden for kagemand.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...