På Samsø vil Molslinjen nu bygge et 12 MWh stort batteri, som skal være med til at sikre, at der hele tiden er tilstrækkelig energi til at sende Samsøfærgen og passagerer afsted på op til fem daglige dobbeltture. Det skriver rederiet i en pressemeddelelse torsdag.
- Molslinjen bygger et 12 MWh batterianlæg på Samsø for stabil strømforsyning til Samsølinjens færgerute.
- Batteriet kan lagre strøm nok til fire ture med elfærgen Tyrfing mellem Ballen og Kalundborg.
- Det nye BESS-anlæg kan rumme, hvad der svarer til 1000 parcelhuses daglige strømforbrug.
- BOS Power leverer batteriet, mens Hybrid Greentech har rådgivet Molslinjen på projektet.
- Batteriet forventes at være klar til brug i marts 2027.
- Med et batteri som dette kan vi lagre strøm nok til fire ture med færgen. Det giver os en mere sikker og stabil forsyning af den nødvendige energi til vores færgerute, forklarer Molslinjens CEO, Carsten Jensen.
Samsøfærgens rute går mellem Ballen på Samsø og Kalundborg på Sjælland og betjenes af elfærgen Tyrfing, der blev indsat på ruten i starten af 2026.

1000 parcelhuses forbrug
Batteriet bliver et såkaldt BESS-anlæg - BESS står for Battery Energy Storage System. Fuldt opladet vil anlægget kunne rumme op til 12 MWh, hvilket er samme mængde strøm, som cirka 1000 parcelhuse forbruger pr. døgn.
Læs også
- Elektriske tests afsluttes snart på ny færge: - Meget tæt på at kunne begynde at tappe strøm fra land
- Forsinkelsesplaget færge blev endelig sendt af sted fra Kalundborg for første gang
Arbejdet med batteripakkerne og med at finde den helt rigtige leverandør af batteriparkerne er sket i samarbejde med eksperter fra Hybrid Greentech, som har rådgivet Molslinjen siden projektets begyndelse.
Ligesom ved Molslinjens andre batteripakker ved havnene i Aarhus og på Odden er det i dette tilfælde også BOS Power, der skal levere det store batteri.

Klar til brug i 2027
I en tid, hvor det overordnede elnet kæmper med at kunne opfylde behovet, kan batteriet på Samsø desuden være med til at understøtte og stabilisere elnettet, skriver Molslinjen i pressemeddelelsen.
Batteriet kan således lagre overskud af strøm i perioder af døgnet, hvor forbruget er lavt, og så kan den samme strøm - og dermed ekstra kapacitet - frigives i elnettet, når forbruget er højere, og der mangler kapacitet.
Det nye batteri skal ligge i Ballen Færgehavn på Samsø. Byggeriet er planlagt til at forløbe i løbet af efteråret og vinteren mellem 2026 og 2027, og forventningen er, at batteriet vil kunne begynde at lagre strøm fra marts næste år.