Maria Lucia synger for lokalt formål i Vordingborg Kirke

Vordingborg Kirke danner ramme om en særlig juleoplevelse onsdag 9. december 2026 klokken 19.30 med sangerinden Maria Lucia på scenen. DGI Huset Vordingborg står bag arrangementet, hvor overskuddet fra billetsalget ubeskåret går til 'Broen Vordingborg'.

Publikum kan glæde sig til at høre et repertoire af julesange og musikalske klassikere, når Maria Lucia gæster byen. Hun brød igennem i 2003, da hun vandt TV2-programmet 'Popstars' og har siden optrådt i teaterstykker som Skønheden og Udyret, Aladdin og West Side Story. Maria Lucia er også stemmen bag snedronningen Elsa i den danske udgave af Disneys 'Frost', ligesom hun i 2026 spillede rollen i musicalopsætningen 'Frozen'.

Kapelmester Morten Vestergaard, kendt fra tv-programmet 'Hit med Sangen' og som orkesterleder af The Celebration Orchestra, akkompagnerer Maria Lucia denne aften.

For DGI Huset Vordingborg er julekoncerten mere end blot underholdning. Direktør Hans Snestrup lægger vægt på den velgørende dimension.

- Det er nu tredje år, vi afholder julekoncert, og ønsket har hele tiden været, at overskuddet fra disse koncerter skulle gå til velgørende formål. Her passer Broen Vordingborg perfekt ind i vores værdier og ønsker. Vi er samtidig meget glade for, at det er lykkedes at skabe et samarbejde med Vordingborg Kirke, som længe har været vores drømmeramme for en julekoncert, siger han.

Hos Broen Vordingborg har samarbejdet stor betydning for foreningens arbejde lokalt.

- Vi hjælper børn og unge, som gerne vil dyrke sport eller deltage i fritidsaktiviteter, men hvor familiens økonomi gør det svært. Vi støtter med kontingenter, udstyr og deltagelse i aktiviteter, fordi ingen børn skal stå uden for fællesskabet, fortæller næstformand Tony Christiansen.

Vordingborg Kirke har plads til cirka 400 gæster, og arrangørerne melder om forventet stor interesse for koncerten. Billetter kan findes på moensbank.dk/maria.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...