Ny sponsoraftale skal styrke baseball og softball i Hørsholm

Udover Hørsholm Baseball Softball Klub støtter energiselskabet OK over 4.000 klubber og foreninger i hele landet. Foto: Hørsholm Baseball Softball Klub.

Udover Hørsholm Baseball Softball Klub støtter energiselskabet OK over 4.000 klubber og foreninger i hele landet. Foto: Hørsholm Baseball Softball Klub.

Foto: Hørsholm Baseball Softball Klub

Hørsholm Baseball Softball Klub har indgået en sponsoraftale med energiselskabet OK, som skal give klubben mulighed for at modtage økonomisk støtte fra lokale borgere, der vælger at knytte deres OK-kort eller app til foreningen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra OK.

Den lokale klub, som har mere end 100 medlemmer fordelt på junior- og seniorhold, håber, at aftalen kan bidrage til den fortsatte udvikling af foreningen og samtidig være med til at skabe større opmærksomhed om baseball og softball i Hørsholm-området.

Ifølge pressemeddelelsen modtager klubben et bidrag, hver gang personer, der har valgt at støtte foreningen, tanker eller lader bilen hos OK. Derudover kan klubben også få støtte gennem strømforbrug i hjemmet.

Formand og stifter Jens Terkelsen glæder sig over samarbejdet.

- Fællesskabet er en stor del af vores klub. Vi afholder blandt andet sommerfest med grill for hele familien og andre sociale arrangementer for medlemmerne. Derudover støtter og udvikler vi projektet Little League Danmark, som skaber gode muligheder for både drenge og piger inden for baseball og softball, siger han i pressemeddelelsen.

Plads til alle

Hørsholm Baseball Softball Klub beskriver sig selv som en forening med fokus på udvikling, fællesskab og plads til alle uanset erfaring. Klubben tilbyder både junior- og seniortræning og arbejder blandt andet med kønsopdelte træningsforløb, så piger kan udvikle sig i deres eget træningsmiljø.

Støtten til klubben afhænger af, hvor mange der vælger at tilknytte foreningen til deres OK-aftale. Ifølge pressemeddelelsen udløser hver liter brændstof eller kilowatttime ved opladning på farten hos OK et bidrag til klubben. Der ydes også et mindre bidrag på husstandens elforbrug.

Sponsoraftalen er en del af OK's samarbejde med flere tusinde idrætsforeninger og klubber rundt om i landet.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...