Familier og historieinteresserede kan søndag den 4. oktober komme med på en guidet vandretur i Grønholt Vang, hvor kulturhistorie, natur og mad over bål går hånd i hånd.
Ifølge en pressemeddelelse fra Museum Nordsjælland inviterer museet og Naturstyrelsen Nordsjælland til en særlig oplevelse i den nordsjællandske skov mellem klokken 11 og 14.
Deltagerne kommer på en cirka 2-3 kilometer lang vandring gennem efterårsskoven, hvor arkæolog Liv Appel fra Museum Nordsjælland og biolog Lise Vølund fra Naturstyrelsen guider undervejs. Turen følger blandt andet de historiske jagtveje, som er en del af Parforcejagtlandskabet, der siden 2015 har været optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Undervejs fortæller guiderne om det særlige jagtlandskab fra 1600- og 1700-tallet, men også om områdets natur og andre spor fra fortiden. Deltagerne kan blandt andet høre om gamle hulveje, en mølledæmning og kulmiler fra dengang, kulsviere arbejdede i de nordsjællandske skove.
Målet er at gøre verdensarven mere nærværende for besøgende.
- Vores ambition er at gøre verdensarven nærværende og forståelig for alle. Ved at kombinere arkæologi, biologi og lokale traditioner som bålmad, skaber vi en oplevelse, hvor historien ikke bare fortælles, men mærkes, siger arkæolog Liv Appel i pressemeddelelsen.
Turen afsluttes ved shelteret Ravnereden i den sydvestlige del af Grønholt Vang. Her står spejdere fra Fredensborg Gruppen klar med smagsprøver på mad og drikke tilberedt over åben ild.
Det koster 95 kroner per person at deltage, og der er et begrænset antal billetter. Billetter kan købes via Museum Nordsjællands hjemmeside.