Det er ikke sjovt at snakke højt om, og de færreste har nok lyst til at være dem, der endegyldigt tager de nødvendige beslutninger. Det er øretævernes holdeplads, et område, der vedrører alle dele af statsapparatet og lige nu er kommet på den nationale dagsorden fordi det uundgåelige knæk er på vej.

Lolland Kommune er lige nu eksemplet, der florerer i medierne og hjemme i stuerne. Eksemplet på den del af Danmark, som for længst blev koblet fra den velfærdsstat, vi er stolte af her til lands (Efter at have fået penge fra statens særpulje kommer Lolland Kommune "kun" til at mangle 75 mio. kr.  i budgettet for næste år. I de resterende år frem mod 2023 forventer Lolland et underskud på knap en halv milliard kr. om året, red.).

I Vordingborg Kommune, på Sydsjælland og Møn, så har mange års økonomisk ansvarlighed gjort, at serviceloftet er nået. Det pæne og teknokratiske ord for, at vi leverer den velfærd som man kan og må. 

Og selvom loftet er nået, tror jeg, at langt de fleste, røde som blå, kan være enige om, at der gerne måtte være højere til loftet. Men vi står i en situation, hvor mange af de indgreb, der skal laves, ikke sættes i gang lokalt i kommunerne. Staten står med et ansvar, som indtil nu har virket uklart.

Risiko for økonomisk kollaps

Situationen på Lolland viser et klart ansvar, men har endnu ikke ført til langtidsholdbare løsninger. 

Min klare analyse er, at denne regeringsperiode bliver altafgørende for fremtidens landdistrikter. Hvis ikke man med Lolland som eksempel forstår den situation, der kendetegner rigtig mange kommuner, så efterlader vi store dele af landet til et økonomisk kollaps. 

Og her er det ikke kommunale besparelser på administrative stillinger, som afgør, hvorvidt vores ældre på sigt kan få den gode pleje. Det kræver strukturelle indgreb, der både indebærer den nuværende diskussion om landbrugets rolle, et opgør med planloven, offentlig transport og en udligningsmodel, der faktisk rykker rundt på skattekronerne i et tilstrækkeligt omfang.

En udligningsreform er et meget konkret sted at starte, men det er naivt at tro, det løser problemerne. 

Kommunerne skal understøttes i erhvervsudvikling, på det specialiserede socialområde og jeg kunne blive ved. Velfærdsstaten har lavet rammerne, men det er for mange borgere kommunen, der leverer velfærden. Så skal kommunerne også have værktøjet til at gøre det. I dag er nogle kommuner organisationer, som er tvunget ind i en permanent underskudstilstand. 

Alt handler om kortsigtet overlevelse og ikke de langsigtede investeringer, som sikrer vækst og velfærd. Puljerne er en lillefinger i en tid, hvor man har brug for hele armen.

Borgen har ansvaret

Landdistrikternes problemer er lige nu så komplekse, at den mest enkle løsning er vedvarende investeringer. 

Ikke flere midlertidige puljer eller små justeringer, men en langsigtet plan for, hvordan kommunerne igen får mulighed for at udvikle sig frem for bare at overleve. For hvis vi ikke ændrer kursen nu, så bliver Lolland ikke et enkeltstående eksempel. Og det ansvar skal placeres.

Jeg ser mig selv som værende en del af en politisk tradition, hvor vi løfter i flok, ingen lades i stikken, og hvor vi udvikler alle dele af samfundet maksimalt til alles individuelle og fælles bedste. 

Derfor tillader jeg mig også at placere et ansvar hos Christiansborg og forvente handling.

Læs også

• 21-årig folketingskandidat: - Det kommende valg skal bekræfte at jeg har noget at gøre på stemmesedlen