Ny bilforhandler kommer til Ringsted

En af landets helt store bilforhandlere kommer nu for første gang til Midtsjælland, hvor den åbner en afdeling i Ringsted.

Direktør Anders Nielsen glæder sig over, at koncernen åbner deres første forhandler i Ringsted.

Direktør Anders Nielsen glæder sig over, at koncernen åbner deres første forhandler i Ringsted.

Foto: PR

Skal du ud og se på en ny Ford i Ringsted, så står der nu Bjarne Nielsen på skiltet over butikken og ikke længere Selandia. Bilhuset er nemlig blevet solgt til Nielsen Car Group.

Den Korte Version
  • Nielsen Car Group overtager Selandia Automobiler i Ringsted og skifter navn til Bjarne Nielsen.
  • Bilkoncernen har fået godkendelse til at overtage otte bilhuse, herunder i Ringsted.
  • Medarbejderne fortsætter, og bilhuset vil stadig sælge Ford og Suzuki.
  • Overtagelsen er del af en større udvidelse af Nielsen Car Group på Sjælland.
  • Koncernen er vokset fra 11 til 29 bilhuse og fra 500 til 1.200 medarbejdere.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Bilkoncernen Nielsen Car Group fik i juli godkendt overtagelsen af Selandia Automobiler i Ringsted, og nu skifter bilhuset navn til Bjarne Nielsen. Dermed får koncernen sit første bilhus i byen.

Der bliver et nyt navn at huske, når man fremover skal købe bil i Ringsted. Selandia Automobiler på Huginsvej 25 er nemlig overtaget af bilkoncernen Nielsen Car Group og kommer fremover til at hedde Bjarne Nielsen. Det sker efter, at bilkoncernen fik den endelige godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at overtage bilhuset sammen med syv andre bilhuse i resten af landet, skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Medarbejdere fortsætter

Det er dog kun navnet, der skifter. Medarbejderne fortsætter, ligesom bilhuset også fortsat skal sælge og servicere Ford og Suzuki. Og det bliver samtidig koncernens første bilhus i Ringsted.

- Vi har glædet os meget til, at det hele faldt på plads, og vi kunne få bilhuset ind i koncernen. Det bliver vores første bilhus i Ringsted, og det glæder vi os meget til, og samtidig markerer navneskiftet også et nyt kapitel for bilhuset, siger Anders Nielsen, der er administrerende direktør i Nielsen Car Group.

- For kunderne vil meget fortsat være det samme, for vi beholder de dygtige medarbejdere. Og så ser vi frem til at lære dem bedre at kende og vise, hvad vi står for som koncern og bilhus, siger Anders Nielsen.

Del af større udvidelse

Overtagelsen af Selandia Automobiler i Ringsted er en del af Nielsen Car Groups større udvidelse, som begyndte, da koncernen i starten af 2025 blev udpeget til at stå for forhandlingen af Ford og Hyundai i Midt- og Vestjylland samt store dele af Sjælland.

Det har betydet flere overtagelser gennem det seneste år for at udvide koncernens tilstedeværelse i de områder, og det er også tilfældet i Ringsted.

- Vi har set på, hvor ekspertisen i forvejen var, og derfor var vi også glade for, at aftalen kunne falde på plads med Selandia. Udover bilhuset i Ringsted overtager vi også Selandias bilhuse i Næstved og Nykøbing Falster, og for os er det tre nye områder. Derfor har det også været vigtigt for os at finde et solidt fundament at bygge videre på, og det har vi gjort her, siger Anders Nielsen.

Flere overtagelser er godkendt

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendte samtidig også overtagelsen af Preben Mortensen Biler i Roskilde, Jørgen Olsen Automobiler i Viborg samt Gunner Due Biler i Køge og Roskilde. Med de tre bilhuse fra Selandia er det altså otte nye bilhuse, koncernen byder velkommen til.

- Det er en lang liste af bilhuse, som vi nu endelig kan overtage, og vi glæder os til at tage imod de mange nye kolleger. Det har været et vildt år, og vi kan nu vende fokus fra overtagelser til at få implementeret bilhusene i koncernen, siger Anders Nielsen.

Nielsen Car Group er vokset markant efter at have fået tildelt forhandling af Ford og Hyundai i de nævnte områder. Man startede med 11 bilhuse og 500 medarbejdere og er nu 29 bilhuse og 1.200 medarbejdere.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...