I 1986 grundlagde Ole Juul Pot Olé med en passion for kvalitetskrukker, haveinteriør og godt købmandskab. Gennem fire årtier har virksomheden udviklet sig til et velkendt navn i branchen.
De 40 år vil man gerne fejre, og inviterer derfor kunder, samarbejdspartnere, familie, venner og alle, der har fulgt Pot Ole de sidste 40 år til snacks, bobler, lette anretninger og hyggeligt samvær.
Det foregår lørdag 12. september klokken 12-20 på adressen Østerled 28G, Holbæk.
Inspireret af blomster
Det var efter endt udenlandsophold i USA, at Ole Juul Hansen såede de første tanker om potter og krukker. Det var tætte venners store glæde ved blomster, som smittede af på den unge Ole Juul.

Langt fra store USA - i Holbæk - blev 1. september 1985 Ole Juul Hansens første arbejdsdag i firmaet 'OJ marketing'.
Selvom firmaets base var i hjertet af Holbæk, så havde Ole Juul utallige salgsture rundt i Norden samt deltagelse i mange årlige messer. Her udmærkede Sverige sig særligt og har siden været det største marked.
Med samme mand i spidsen skiftede firmaet navn til Pot Olé Aps, og det har hængt ved siden.
Datter overtog livsværket
Hen over en årrække blev frøene sået til, at Ole Juuls datter Helena Juul Hansen kunne overtage hans livsværk. Og det blev en realitet, da Ole Juul i maj 2021 gik pludselig bort.
Siden da er Pot Olé fortsat med at vokse og udvikle sig, samtidig med at de værdier,
virksomheden blev grundlagt på i 1986, er bevaret, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.