Arkæologer fra Museum Nordsjælland har igen været i arbejde ved Nærum for at foretage flere arkæologiske forundersøgelser af den tidlige kristne kirke, kirkegård og landsby, som museet delvist udgravede i 2019.
Her imellem det nuværende Nærum og Mølleåen lå i 1000-tallet og frem til 1200-tallet et lille landsbysamfund med kirke og kirkegård.
Da museet gravede i området i 2019 var det hovedsageligt kirkegården, der blev udgravet, men hverken den eller sporene fra landsbyen og den tilhørende kirke blev totaludgravet.
Fandt 89 grave
Udgravningerne i 2019 blev et tilløbsstykke, hvor museet nåede at udgrave 89 grave, men det formodede antal er 450-500 grave i alt.
Fokus i den supplerende forundersøgelse har været på bebyggelsen, både landsbyen fra 1000-tallet, men også de endnu ældre spor, som stammer fra bondestenalderen. Men undervejs er dukket flere skeletter op.
Gravene har vist sig ikke at være særlig dybt nedgravede, og derfor lå knoglerne lige under den nuværende muldoverflade.
Tæt på lille trækirke
Engang stod en lille trækirke som en markant bygning på ét af de højeste steder, har der ligget en lille landsby nær ved.
Landsbyens beboere blev gravlagt omkring kirken, og selvom de døde ikke kan tale, fortæller deres jordiske rester om, hvordan livet omkring Nærum var omkring i 1000- og 1100-tallet.
Et af de resultater, som overraskede var, at skeletterne viste sig at rumme et højt kulstof 13-indhold, som afslører at kosten var marin.
Esben Aarsleff
- Et af de resultater, som overraskede var, at skeletterne viste sig at rumme et højt kulstof 13-indhold, som afslører at kosten var marin - altså at fisk og skaldyr var en væsentlig del af kosten. Tilsyneladende har hele 75 procent af kosten i virkeligheden været marin og kom fra havet, fortæller afdelingsleder for arkæologi Esben Aarsleff i en pressemeddelelse fra Museum Nordsjælland.
Ny viden at hente
Med andre ord, er der stadig ny viden at hente – også ved den nye udgravning, der altså sker i Rudersdal Kommune, hvor Rudersdal Museer varetager lokalhistorien.
- Ved Rudersdal Museer glæder vi os over at nye udgravninger kan bringe os endnu tættere på Nærums ældste kristne historie samt gøre os klogere på det liv, disse mennesker levede netop her i landsbyen for 1000 år siden, siger museumschef på Rudersdal Museer Vivi Lena Andersen.
De allertidligste kirkebygninger var simple, små bygninger bygget i træ, som først blev erstattet af stenbygninger i løbet af 1100-tallet. Flere af de ældste kirker blev allerede nedlagt i løbet af middelalderen af forskellige årsager.
