Vestre Hus Børnenaturcenter fylder 30 år, og det skal vi fejre! Kom med til åbent hus lørdag den 12 september klokken 10-13, hvor der vil være festlig stemning med musik, gode snacks og sjove aktiviteter.
Man kan være med til hønselorte-bingo, lave en skumfugl med Bjørli, kreere et insektinstrument, smage lækkerier fra popcornmaskinen eller bålet, lære at tænde ild, besøge dragehulen og fiske i søen. Naturligvis er man også velkommen til et kig indenfor, hvor man kan opleve de mange dyr, vi har – både udstoppede og levende.
Vestre Hus Børnenaturcenter er en naturskole for daginstitutioner og skoler i Allerød Kommune. Her er nysgerrighed, læring og den gode naturoplevelse i centrum. Børnene lærer om alt fra frøer til spiselige planter og er med til forskelligartede aktiviteter, der spænder over både naturvidenskabelige undersøgelser og natur-escaperooms. Vi får sol i ansigtet, vind i håret og jord under neglene, og mange tusind glade børn besøger årligt naturskolen.