Kom på guidet vandretur i Asserbos rige historie

Asserbo Slotsruin er blandt nedslagspunkterne i den historiske vandring med Museum Nordsjælland søndag 20. september.

Asserbo Slotsruin er blandt nedslagspunkterne i den historiske vandring med Museum Nordsjælland søndag 20. september.

Foto: Museum Nordsjælland

Museum Nordsjællands arkæolog og historiker inviterer på en fælles historisk vandring søndag 20. september klokken 14 ved Asserbo slotsruin og Tisvilde Hegn - i et område, der er rigt på historier.

I dag er Tisvilde Hegn smuk, kuperet skov og det er svært at forestille sig, at der for 200 år siden lå et helt bart landskab med flyvesandsklitter og lyng efter en klimakatastrofe, men det er ikke desto mindre tilfældet. 

Dækket af sand

Museum Nordsjælland har blandt andet et indgående kendskab til området, fordi landsbyen Torup ved Asserbo i slutningen af 1500-tallet blev dækket af sand og dermed indskrev sig i den arkæologiske historie som et af Danmarks bedst bevarede arkæologiske fund fra denne periode.

På en fem kilometer lang tur fortæller museumsinspektør og arkæolog Kjartan Langsted og museumsinspektør og historiker Jon Voss både om sandflugten, sandflugtsbekæmpelsen og skovrejsningen i området.

Der bliver også plads til fortællinger om Asserbo slotsruin, der rummer et væld af historier: Ikke mindst historien om Asserbo, der i en kort periode i 1100-tallet var et kloster.

Kongen begyndte udgravning

Selveste Frederik den 7. påbegyndte udgravningen af Asserbo - kun to dage efter han havde underskrevet Grundloven. 

Mange år senere fandt arkæologerne fra det nuværende Museum Nordsjælland mange spændende levn, som der også er mulighed for at høre mere om under den to timer lange vandring.

De to erfarne formidlere vil også fortælle om livet i området i tiden før sandflugten - blandt andet om, hvordan gårdene ikke havde skorstene, men et hul i taget, hvor røgen kunne sive ud og lyset komme ind.

Turen begynder ved p-pladsen ved Asserbo Slotsruin.  Der skal bookes billetter på www.museumns.dk, da der er begrænsede pladser. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...