Mælkeformand: Landmænd snyder med tilskud til omstridt foderstof

Det blev i 2025 lovpligtigt at reducere malkekøers udledning af metan - enten ved hjælp af Bovaer eller fedt i foderet. Nu fortæller Politiken om landmænd, der snyder med kompensationen til det omdiskuterede foderstof. (Arkivfoto).

Det blev i 2025 lovpligtigt at reducere malkekøers udledning af metan - enten ved hjælp af Bovaer eller fedt i foderet. Nu fortæller Politiken om landmænd, der snyder med kompensationen til det omdiskuterede foderstof. (Arkivfoto).

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Nogle danske landmænd snyder med de tilskudspenge, de får tilsendt for at bruge foderstoffet Bovaer.

Landmændene har søgt kompensation for de udgifter, der er forbundet med indkøb af stoffet, men i realiteten har de ikke givet det til køerne.

Det fortæller formand for Danske Mælkeproducenter Jørgen Schmidt ifølge Politiken.

- Det er noget, vi er vidende om. Der er et skyggetal for folk, der har sagt, at de har brugt det og fået kompensation, men faktisk har smidt det væk, siger han.

Formanden siger til mediet, at han kender eksempler på landmænd, der har søgt om kompensation, hvor de i virkeligheden "har smidt det i skraldespanden".

Jørgen Schmidt understreger over for Politiken, at foreningen tager afstand fra snyd, men at "frustrationen har fået nogle til det".

Mediet har talt med flere andre kilder, der også fortæller om snyd med kompensationen.

Det er ukendt, hvor stort omfanget af snyd i virkeligheden er.

Kravet for at få kompensation for Bovaer er, at stoffet er blevet givet til malkekvæget i mindst 80 dage i løbet af året.

Det blev i 2025 lovpligtigt for konventionelle malkekvægsbesætninger at reducere køernes udledning af metan.

Det kan ske enten ved hjælp af Bovaer eller ved at tilsætte mere fedt til foderet.

Flere landmænd har i forbindelse med tilsætningen af Bovaer berettet om sygdom og mistrivsel blandt deres køer.

Flere har også oplevet, at køerne har givet mindre mælk, efter at de har indtaget foderstoffet.

Det fik i december daværende landbrugsminister Jacob Jensen (V) til at indføre, at køer, der bliver syge af Bovaer, lovligt kan undtages.

I det tilfælde får landmændene dog ikke dækket udgifterne til indkøbet af foderstoffet.

Forskere fra Aarhus Universitet har tidligere undersøgt stoffet nærmere efter meldingerne om sygdom blandt køerne.

De meldte ud i maj, at intet tyder på, at køer, der får Bovaer, har en højere dødelighed eller lavere mælkeydelse.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...