65-årig mand død efter ulykke

En 65-årig mand mistede livet i soloulykke

Øde Hastrup Vej var spærret i et par timer tirsdag aften på grund af et færdselsuheld, som endte med at koste en 65-årig mand livet.

Øde Hastrup Vej var spærret i et par timer tirsdag aften på grund af et færdselsuheld, som endte med at koste en 65-årig mand livet.

Foto: Steven Knap/Ritzau

En 65-årig mand mistede tirsdag aften livet efter en solo-ulykke på Øde Hastrup Vej syd for Roskilde.

Politiet modtog anmeldelse om ulykken klokken 19.07, og vejen var efterfølgende lukket for gennemkørsel i flere timer.

Den hårdt kvæstede 65-årige blev fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet, hvor han kort efter ankomst afgik ved døden, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Brian Stahl, der er vagtchef i politikredsen, oplyste tirsdag aften, at ulykken involverede en enkelt personbil, hvori der sad tre personer.

Foruden den 65-årige sad også en 49-årig mand, som førte bilen, samt en 21-årig kvinde.

Politiet oplyser onsdag middag til Dagbladet, at den afdøde var bosiddende i Roskilde. Den 49-årige chauffør var fra Køge, og kvinden bor på Vestegnen. Ifølge Dagbladets oplysninger var bilen hjemmehørende på Greve-egnen.

De to sidstnævnte var lettere tilskadekomne efter ulykken og de blev begge bragt til kontrol på sygehuset. 

Den 65-årige og kvinden i bilen var far og datter. 

Der har været en bilinspektør til stede for at undersøge kørselsmønsteret, men onsdag kunne Midt- og Vestsjællands Politi ikke overfor Dagbladet komme med yderligere oplysninger om årsagen til ulykken, som skete lige ved indkørslen til Roskilde Sten og Grus.

Der er mange meget skarpe sving på Øde Hastrup Vej, men det var altså ud for Roskilde Sten og Grus - en meget lige strækning - at ulykken skete.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...