Franskmand slår Cort i spurten og tager Vuelta-sejr

Magnus Cort (til højre) kunne ikke fange Bastien Tronchon (i midten), da tirsdagens Vuelta-etape skulle afgøres.

Magnus Cort (til højre) kunne ikke fange Bastien Tronchon (i midten), da tirsdagens Vuelta-etape skulle afgøres.

Foto: Jose Jordan/Ritzau Scanpix

Danske Magnus Cort leverede et topresultat, da han kastede sig ind i spurten på 10. etape af Vuelta a España.

I en let stigende finale kom den danske mester i vanlig stil pludselig drønende frem inde ved barrieren.

Han overhalede en stribe konkurrenter, men kunne ikke fange den franske overraskelse Bastien Tronchon, der vandt etapen.

Franskmanden åbnede spurten tidligt og fik et så stort forspring, at han kunne holde forfølgerne bag sig til mål. Cort blev toer, men var ikke for alvor tæt på at tage karrierens syvende etapesejr i den spanske grand tour.

- Det var en meget hård finale efter en hård dag. Der var ikke mange sprinterhold, der var organiseret. Jeg går ikke efter massespurter, men jeg vidste, at en etape som denne passede mig godt, siger Magnus Cort til Eurosport.

- Jeg blev lidt fanget, da to leadoutfolk slog ud en kilometer før mål, og jeg mistede nogle placeringer. Jeg forsøgte at finde min vej tilbage, men lykkedes ikke helt, forklarer han.

Mens den 33-årige dansker ærgrede sig over den missede mulighed, kunne Tronchon fejre karrierens klart største bedrift.

Den 24-årige FDJ-rytter hulkede af glæde og udmattelse, da han var kommet over stregen. Det var blot hans tredje sejr som professionel.

Den 184,7 kilometer lange etape bød på tre stigninger i kategori 3, og det lignede på forhånd enten en etape for udbrydere eller for hårdføre sprintere.

En udbrudsgruppe lå da også længe i front, men stort blev forspringet aldrig, og det hele gik i opløsning, da hovedfeltet accelererede på den sidste stigning med omkring 25 kilometer til mål.

Tempoet var også for meget for Mads Pedersen, der måtte slippe taget i feltet og opgive håbet om at være en del af kampen om sejren.

I stedet førte Cort sig frem som dagens dansker.

- Det er rart at være med fremme, men selvfølgelig håbede jeg at vinde, når jeg nu var så tæt på, siger Cort.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...