Tirsdagens dom om menneskehandel i nordsjællandske neglesaloner vil få stor betydning fremover for både ofre og myndigheder.
Det siger lederen af Center mod Menneskehandel, Trine Ingemansen, kort efter domsafsigelsen i Helsingør, hvor chefen for to saloner er blevet idømt fængsel i tre år for at have udsat otte vietnamesiske kvinder for menneskehandel.
- I mere end ti år har vi set personer udnyttet ved tvangsarbejde, og det er ikke lykkedes tidligere at få en dom. Det har kæmpe betydning for vores arbejde, siger hun.
Læs også
- Chef udsatte otte kvinder for menneskehandel på neglesaloner
- Krav om op til fire års fængsel for tvangsarbejde
- Ansat på neglesalon fik ingen løn og kun en halv fridag
- Landsret ophæver navneforbud i sag om slaveri i neglesaloner i Hørsholm og Farum
Sidste år vurderede centerets medarbejdere, at 101 personer havde været menneskehandlet.
Heraf havde de 27 - ifølge centret og Udlændingestyrelsen - været udsat for tvangsarbejde. Det var på neglesaloner, i byggebranchen, på restauranter og i rengøringsfirmaer.
De 26 tilfælde blev af Center mod Menneskehandel anmeldt til politiet.
- Vi forsøger at politianmelde i alle sager, siger lederen.
I definitionen af menneskehandel indgår, at personen skal have været rekrutteret, transporteret, huset og fastholdt.
Tvangsarbejdet lykkes blandt andet, fordi personen befinder sig i en dyb afhængighed af arbejdsgiveren.
RITZAU