38-årig mand tiltalt for at bestille drab på ekskone i Pakistan

Tirsdag er en retssag begyndt i Retten i Glostrup, hvor to mænd er på anklagebænken. De er tiltalt for i forening at have bestilt et drab på den enes ekskone samt hendes forældre under en rejse til Pakistan.(Arkivfoto).

Tirsdag er en retssag begyndt i Retten i Glostrup, hvor to mænd er på anklagebænken. De er tiltalt for i forening at have bestilt et drab på den enes ekskone samt hendes forældre under en rejse til Pakistan.(Arkivfoto).

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Via en app på sin eksmands telefon aflyttede en kvinde flere samtaler, der indikerede, at han planlagde at få hende og hendes forældre dræbt under deres ferieophold i Pakistan i juli sidste år.

Hun rejste derfor omgående hjem til Danmark, hvor hun anmeldte det til politiet.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen, hvor kvindens 38-årige eksmand og hans 42-årige kollega er tiltalt for forsøg på manddrab.

Ifølge anklagemyndigheden planlagde mændene i forening at få personer i Pakistan til at dræbe den 38-åriges ekskone og svigerforældre under deres ophold i landet.

De nægter sig begge skyldige i forsøg på manddrab.

Tirsdag er retssagen mod dem blevet indledt i Retten i Glostrup.

Da den 38-årige bliver afhørt, fortæller han, at han både var borgerligt og islamisk gift med kvinden. De har også en fælles søn.

Fem måneder inden en familierejse til Pakistan havde kvinden dog sagt, at hun ville skilles, fortæller han.

Ifølge den 38-årige blandede svigerfamilien sig ofte i hans forhold med kvinden.

- Jeg ville have hende tilbage, og jeg ville have, at svigerfamilien skulle blande sig uden om mit forhold fremover, siger han.

Han nægter at have til hensigt at få ekskonen og svigerfamilien dræbt, men erkender, at han ville advare dem.

- Jeg ville bare have dem skræmt, hvor man bare lige banker på døren og råber og skriger.

Derfor spurgte han den 42-årige medtiltalte, om han ikke kendte nogen i Pakistan, som kunne skræmme svigerfamilien.

- Jeg har ikke planlagt noget drab. Jeg har ikke bestilt noget drab. Jeg har ikke betalt for noget drab, understreger den 38-årige.

Specialanklager Rasmus Kim Petersen fremlægger i løbet af afhøringen uddrag fra lydfiler, som kvinden har afleveret til politiet.

Det skulle angiveligt være samtaler fra hendes eksmands telefon i tiden omkring, hvor drabet skulle finde sted.

- I skal ikke vente på nogen. Lige så snart I ser ham, så dræb ham og bare skyd på deres hus. Bare dræb med det samme, fremgår det blandt andet af udskriften af lydfilen.

Sagen fortsætter på torsdag i næste uge, og der ventes domsafsigelse den 29. september.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...