Flextur kører nu også om natten i tre kommuner

Initiativet skal give flere mulighed for at komme hjem fra arbejde, fritidsaktiviteter eller sociale arrangementer.

Initiativet skal give flere mulighed for at komme hjem fra arbejde, fritidsaktiviteter eller sociale arrangementer.

Foto: Arkiv

Borgere i Holbæk, Egedal og Furesø kommuner kan nu bestille Flextur hele natten. Fra 28. august ruller Movia forsøget ud, hvor Flextur kan benyttes i de sene timer fra klokken 23 og frem til om morgenen.

Initiativet skal give flere mulighed for at komme hjem fra arbejde, fritidsaktiviteter eller sociale arrangementer, selv når den almindelige kollektive transport ikke længere dækker nattrafikken.

Per Gellert, mobilitetsdirektør i Movia, fortæller, at selskabet vil gøre det lettere at leve et aktivt liv og styrke mobiliteten i de tre kommuner. Ifølge ham vil forsøget samtidig vise, om udvidelsen kan øge de lokales mobilitet.

Movias Flextrafik kører i forvejen døgnet rundt med blandt andet handicap- og patientkørsel. Derfor kan Movia nu teste, hvordan den eksisterende drift kan komme flere borgere til gavn.

Også fra kommunens side ser man frem til forsøget. Eva Anker Lund, formand for Plan- og Erhvervsudvalget i Holbæk Kommune, understreger, at forsøget giver borgerne nye muligheder for transport, når busser og tog står stille.

- I en kommune med mange mindre byer og lokalområder er det vigtigt, at der også er gode muligheder for transport sent på aftenen og om natten. Med forsøget giver vi vores borgere et mere fleksibelt tilbud, når busser og tog ikke længere kører. Det kan gøre en reel forskel for dem, der skal hjem fra arbejde, fritidsaktiviteter eller sociale arrangementer. Vi glæder os til at se, hvordan ordningen bliver taget imod, og hvilke erfaringer vi kan få med videre, siger hun i en pressemeddelelse.

Movia gennemfører forsøget i tæt samarbejde med de tre kommuner. Borgerne skal bestille turen senest to timer før ønsket afhentning, og de kan risikere at dele vognen med andre passagerer og opleve omvejskørsel. Prisen er 150 kroner for de første ti kilometer og derefter 8 kroner per kilometer.

Erfaringerne fra natordningen skal blandt andet bruges til at vurdere, om Movia kan gøre tilbuddet permanent og måske udvide det til andre kommuner senere. Forsøget varer ét år frem.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...