Næstved Bibliotek inviterer torsdag 17. september klokken 19.00 til en forfattertalk med Deniz Kiy. Her dykker Deniz Kiy, sammen med en kulturformidler fra biblioteket, ned i sit forfatterskab med udgangspunkt i debutromanen 'Blokkene'.
Deniz Kiys kollektivroman 'Blokkene' udkom sidste år og sætter fokus på livet i boligblokke, som ofte beskrives negativt i den offentlige debat. Romanen skildrer blokkenes beboere og de fællesskaber, håb og drømme, som findes bag facaderne.
Under arrangementet læser Deniz Kiy uddrag fra romanen og deler sine refleksioner om værket og de temaer, bogen behandler. Det kræver tilmelding at deltage, men arrangementet er gratis.