Høje-Taastrup Kommune inviterer fredag 11. september og lørdag 12. september endnu engang til lysshow, når årets udgave af Light Up løber af stablen foran rådhuset. Familier kan opleve koncertshowet Luftens Helte, hvor velkendte tegnefilmssange, avancerede lyseffekter og 20 musikere fylder sensommeraftenen.
Light Up er blevet en fast tradition i kommunen. Sidste år fandt showet sted i Byparken i Hedehusene med Danmarks Underholdningsorkester, Den Sorte Skole og kunstgruppen Vertigo. For to år siden forvandlede Copenhagen Drummers rådhuset til en levende scene med trommer og visuelle effekter. I år vender arrangementet tilbage til rådhuspladsen, hvor musik, lys og lyd skaber rammerne for to gratis aftener.
Koncerterne starter klokken 20.30 og varer cirka 45 minutter. Arrangørerne anbefaler ørepropper eller anden form for høreværn, da koncerten byder på kraftige lydeffekter.
Der er fri entré til begge aftener, og alle er velkomne foran rådhuset på Rådhusstræde 1 ï Taastrup.