To tredjedele af befolkningen har været på museum det seneste år

Indgangen til Ny Carlsberg Glyptotek i København, tirsdag den 13. februar 2024. Det seneste år har to tredjedele af befolkningen besøgt et museum. Flest besøgende lægger vejen forbi kunstmuseer og historiske museer. (Arkivfoto).

Indgangen til Ny Carlsberg Glyptotek i København, tirsdag den 13. februar 2024. Det seneste år har to tredjedele af befolkningen besøgt et museum. Flest besøgende lægger vejen forbi kunstmuseer og historiske museer. (Arkivfoto).

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Knap to tredjedele af befolkningen har besøgt et museum i det seneste år.

En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at 65 procent af befolkningen har været på museum inden for de seneste 12 måneder.

Flest har besøgt kunstmuseer eller historiske museer. De naturhistoriske museer står for færrest besøgende.

Opgørelsen viser, at lidt flere kvinder end mænd besøger museerne, mens lidt flere unge end ældre går på museum.

Det gælder for 67 procent af kvinderne og 62 procent af mændene, at de har besøgt et museum inden for de seneste 12 måneder.

Blandt den yngre del af befolkningen har 67 procent af de 16-24-årige været på museum, mens det i aldersgruppen over 74 år gælder for 60 procent.

På kunstmuseerne er andelen af de 16-24-årige, der har været på museum, på 48 procent, og for de 65-74-årige er tallet 35 procent.

Her er andelen af kvinder også højere end mænd. 43 procent af kvinderne har været på kunstmuseum mod 37 procent af mændene.

På de historiske museer er det 43 procent af kvinderne og 40 procent af mændene, der har været på besøg.

26 procent af kvinderne og 31 procent af mændene har besøgt de naturhistoriske museer.

Danskernes kulturvaner og brug af museer vækker positiv opsigt hos Dansk Industri.

- Museerne står stærkere i befolkningens bevidsthed end nogensinde. Andelen af danskere, der har været på museum inden for det seneste år, er steget fra 63 procent til 65 procent på bare ét år, siger chef for turisme, kultur og oplevelser Lars Bertolt Winther.

- Det viser, at de danske museer formår at være relevante for stadig flere mennesker.

Ifølge ham er det bemærkelsesværdigt, at museerne formår at øge deres rækkevidde i en tid, hvor kampen om gæsternes opmærksomhed er hårdere end nogensinde.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik viser, at blandt de 35 procent af befolkningen, der ikke har besøgt museer i de seneste 12 måneder, svarer 44 procent, at de "ingen interesse" har.

Tidsmangel udgør den næststørste årsag til ikke at besøge et museum, viser tallene.

I 2025 blev der registreret 17,6 millioner besøgende i museernes udstillinger. I 2024 og 2023 var tallene på henholdsvis 17,5 millioner og 17,4 millioner.

I 2025 havde kunstmuseet Louisiana i Humlebæk flest besøgende med flere end 727.000 årlige gæster.

Næstflest gæster havde Den Gamle By i Aarhus med 560.000 besøgende.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...