Ikea vil tiltrække flere kunder og sænker prisen på en række varer

Ikea har varehuse i København, Aalborg, Aarhus, Odense, Gentofte og Taastrup. Varehuset i København åbnede i 2023. (Arkivfoto).

Ikea har varehuse i København, Aalborg, Aarhus, Odense, Gentofte og Taastrup. Varehuset i København åbnede i 2023. (Arkivfoto).

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Kunder i de danske Ikea-varehuse vil fremover møde lavere priser på en række varer.

Det oplyser Ikea Danmark, som samlet set vil sænke priserne på tæt på 1000 varer.

Det skal ifølge Andreas Popowicz, som er kommerciel direktør i Ikea Danmark, være med til at tiltrække flere kunder.

- Hvis vores priser bliver lavere, vil det gøre Ikeas produkter mere relevante og attraktive for flere mennesker. Det vil understøtte vores vækst på lang sigt, siger han.

Samlet set investerer Ikea i denne omgang 88 millioner kroner i at sænke priserne.

Det varierer fra produkt til produkt, hvor meget prisen vil falde. Ifølge Ikea ligger prisnedsættelserne i mange tilfælde på mellem 15 og 25 procent.

Varerne er udvalgt ud fra to forudsætninger. Dels er der tale om varer, som Ikea anser som populære produkter, som forbrugerne efterspørger.

Men Ikea har også set på, hvor produktionen kan justeres, så man kan finde besparelser.

- Vi har arbejdet med nye måder at udvikle, producere og distribuere vores produkter. Det arbejder vi konstant på. Når vi kan reducere omkostningerne, kan det være med til at muliggøre lavere priser for kunderne, siger Andreas Popowicz.

Samtidig er der tale om en bevidst investering, som Andreas Popowicz mener, vil være med til at skabe vækst på lang sigt.

Ikea oplyser, at varer fra serier som eksempelvis Kallax, Hemnes og Ikea 365+ vil falde i pris.

Prisnedsættelserne vil blive gennemført i tre bølger frem mod udgangen af marts 2027. De første produkter vil blive sat ned tirsdag.

De seneste år er overskuddet i Ikea Danmark faldet, mens omsætningsvæksten er stagneret.

I regnskabsåret 2024/2025 var Ikeas omsætning i Danmark på 5,1 milliard kroner. Det var en smule mere end året før, men en smule mindre end i 2022/2023.

Selskabet forklarede selv i regnskabet, at tilgængeligheden af produkter havde været lav, hvilket havde presset finanserne.

Ikea blev grundlagt i Sverige i 1943 og har siden vokset sig til en milliardforretning, der er til stede i mere end 50 lande.

Herhjemme har Ikea varehuse i København, Aalborg, Aarhus, Odense, Gentofte og Taastrup.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...